Vi ved meget om træning og fysisk aktivitet. Vi ved, at der nærmest ubetinget er positive fordele ved at træne og bevæge sig både for krop og hjerne. På det overordnede plan ved vi meget, men vi mangler stadig mange svar, når det handler om de specifikke mekanismer bag. Flere studier har fundet, at fysisk aktivitet og træning påvirker neurogenesen (dannelse af nye hjerneceller), men i et nyt studie fra 2011 undersøgte man om fysisk aktivitet påvirkede de eksisterende hjerneceller til at ”komme i bedre form” ligesom cellerne i muskelvævet.
Når man træner, så øges antallet af mitokondrier i musklerne. Mitokondrier er kroppens små energifabrikker, hvor forskellige substrater såsom glukose og fedt omdannes til energi, så man kan bevæge sig. Mitokondrierne er derfor en del af ens kapacitet i relation til blandt andet udholdenhed. Det nye studie fra 2011 illustrerer, at motion har samme gavnlige effekt på hjernen – i hvert fald når man anvender mus.
I studiet inddelte man mus i to grupper. En gruppe som trænede – de var på trædemølle en time seks gange om ugen i otte uger. Den anden gruppe fik ikke adgang til trædemøllen, men blev i deres bure. Efter de otte uger blev musenes hjerner og muskelvæv undersøgt. Forskergruppen herunder blandt andet J. Mark Davis fandt flere markører for øget antal mitokondrier i hjernevævet. Med andre ord ser det ud som om, at motion øger antallet af mitokondrier i både muskelvæv og hjernevæv.
Der findes nogen evidens for, at nedsat mitokondriel biogenese spiller en rolle i relation til udviklingen neurodegenerative sygdomme såsom Alzheimers og Parkinson´s. At øge mitokondrie antallet i hjernen kan derfor muligvis modvirke denne udvikling. Derudover kan et øget antal mitokondrier i hjernen potentielt reducere mental og psykisk træthed, selv når man ikke træner.
Kan man sammenligne ”mænd” og mus? Der er altid en forskel på mennesker og mus, men når mus træner ses øget antal mitokondrier i muskelvævet og derfor er det sandsynligt, at det også sker i menneskers hjernevæv. Vil du gerne opnå det samme som disse mus? Musenes træning svarer til ca. 30 minutter løb.
Jeg ved godt, at denne uges blog måske er lidt ”nørdet”, men vigtigst af alt, håber jeg, at den giver dig svar på følgende spørgsmål: Hvad får jeg for det? Når vi mennesker skal snøre skoene og bevæge os er det ekstremt vigtigt, at vi ved hvad vi får for det. Det skader i hvert fald ikke.
Jeg ønsker jer alle god træning. Stay strong!
Chris