Som instruktør er man ofte ude for oplevelser, hvor det kan være meget svært ikke at trække på smilebåndet, simpelthen fordi spørgsmålet fra medlemmet eller oplevelsen kan være så morsom, at det er svært at holde igen. Her er det dog vigtigt at huske på, at ikke alle har en baggrund indenfor træning og samtidig huske på hvordan det var, første gang man selv skulle stifte bekendtskab med f.eks. pulstræning.
På mine pulstimer har jeg oplevet rigtig mange ting. F.eks. har jeg haft medlemmer der har viklet pulsbæltet rundt om håndleddet, fordi de troede at det var der pulsen skulle måles, jeg har haft et medlem der, i bedste Jane Fonda stil, sad med pulsbæltet spændt fast rundt om hovedet, i den tro, at sådan skulle det være. Jeg opdagede det først da timen var i gang, og så er det altså svært at hjælpe personen, velvidende at en hel sal af medlemmer sikkert opdager problematikken, i selv samme øjeblik man stiger af cyklen og forsøger at hjælpe det uvidende medlem. Andre medlemmer tager slet ikke bæltet på, og tror det er nok at det blot ligger ved siden af cyklen eller også sidder det yderst på tøjet og ligner et fint lille bælte fra Magasin.
Jeg synes som instruktør at disse små oplevelser er med til at give en udfordring til instruktørjobbet og velvidende at pulstræning kan være svært, så er det jo fantastisk at få mulighed for at hjælpe personer med en god oplevelse og en optimering af deres træning. At der så er et par forhindringer undervejs må man tage med et smil.
Jeg startede selv med pulstræning midt i 90´erne og dengang var det så nyt, at ingen rigtig kunne vejlede i det og det var derfor et spørgsmål om at prøve sig frem.
Hvad med dig? Husker du din første oplevelse med pulstræning?