Måske har du prøvet at have det – skinnebensbetændelse? Eller måske har du bare oplevet at have ondt i skinnebenene efter en løbetur, uden det decideret har udviklet sig til betændelse.
Skinnebensbetændelse er smerter på enten ydersiden (oftest) eller indersiden af skinnebenet, og opstår ofte som en følge af, at du har overbelastet din krop for meget – fx ved løb eller hop. Mange sportsudøvere stifter derfor bekendtskab med denne gene på et tidspunkt i deres træningsforløb, men heldigvis kommer langt de fleste hurtigt over det igen.
Skinnebensbetændelse (tibialis anteriorsyndrom)
På ydersiden af skinnebenet løber musklen ”m. tibialis anterior”, som via muskelhinden fæster på skinnebenskanten. Skaden sker ofte, hvis man skifter løbeunderlag (fx fra grus til asfalt) eller hvis man hopper meget, som fx gymnaster og håndboldspillere gør.
Har man skinnebensbetændelse, vil man opleve ømhed over senen/seneskeden direkte på ydersiden af skinnebensknoglen. Man vil kunne opleve de samme smerter, når foden bøjes opad (dorsal flexion) og lægger man en hånd på senen ved bevægelse af foden, vil man i nogle tilfælde kunne mærke seneknitren.
Behandling af skaden omfatter, som ved mange andre skader, først og fremmest aflastning og nedtrapning af træningen. Herefter kan både udspænding og massage afhjælpe problemet, da det fjerner noget af den ”spænding/irritation”, der er opstået. Behandling med f.eks. Ibutop eller Voltaren, som er antiinflammatoriske cremer, kan have en effekt, ligesom Omega 3 har vist sig at være gavnligt.
Skinnebensbetændelse skal tages alvorligt og det er ikke unormalt, at udøvere har svært ved at komme af med symptomerne, hvis man har negligeret problemet over længere tid.
Der er aldrig rigtig fundet en optimal behandlingsform til skinnebensbetændelse og det er derfor endnu mere interessant at høre om Jeres erfaringer med denne skade!