Så er mange af os endelig vendt tilbage til ønskejobbet og den lyse hverdag. Slut med kedelige timer ved poolen, belastende gåture ved stranden i solnedgangen og snuskede menuer på ferierestauranterne. Pyha, good to be back!
Eller hvad..?
Sådan en sommerferie sætter jo hverdagen godt og grundigt i perspektiv. Det er svært at undgå at gøre status over sit livsindhold – eller mangel på samme, når ferien bryder rutinerne.
Kort sagt: Glæder jeg mig til at komme tilbage på jobbet og tage hul på hverdagen med alt, hvad dertil hører. Eller drømmer jeg mig langt væk fra hverdagens vaner og rutiner.
Hvis du ikke vågner med et smil på læben mandag morgen kunne det være en idé at tænke over, hvad der ville give dit liv et par varmegrader mere. Hvad kunne gøre hverdagen bedre – eller hvilke vaner kunne du tillægge dig, som ville tilføre dit liv noget positivt? Mon det ikke er muligt at forlænge de gode vibrationer fra ferien..
Har du gode forslag – del med os andre.