Med jævne mellemrum dukker der programmer om overvægtige frem på TV skærmen. Her taler de om, hvordan de har det, bliver filmet mens de spiser eller laver mad, og bryder ud i gråd over, hvor svært eller hvor godt, det hele er.
Det seneste program jeg har set, handlede om overvægtige kvinder, der ikke kan blive gravide. Man ser kvinderne med deres partnere - spise søde sager og følger dem til mødet med en mere eller mindre venlig diætist, der skal hjælpe dem. Den ene diætist måtte ”le højt” (og længe!), da hun så spisekammeret hos det ene par – fyldt med søde sager, tomme kulhydrater og chips. Puuuha. Værsgo – ned i skraldeposen med det hele. Og så taler vi ikke mere om det…
På sin vis feel good fjernsyn af værste skuffe – det vil sige: Du får det bedre med dig selv ved at sammenligne dig med nogen, der har det værre. Omvendt kan man håbe, at nogle af deltagerne i denne type programmer faktisk bliver hjulpet til et varigt vægttab og føler det som en sejr.
Men hvad giver det os – seerne?
Denne type programmer tilbyder to vinkler:
- Enten får man ondt af de overvægtige, fordi det er så synd for dem.
- Eller også bliver man forarget og griner af dem, fordi de ikke kan tage sig sammen til at tabe sig. For hvor svært kan det være?
Lad mig høre din mening! Hvad synes du om programmerne?