Julen er en traditionsbunden tid og julen er også en tid, hvor der hygges i høj grad. Af en eller anden årsag er hygge, for mange danskere, lig med god mad og samtale om hvor hyggeligt det er. Det er fantastisk og en af de ting, jeg elsker mest ved Danmark. Noget jeg ikke har oplevet i samme grad i USA. I, danskere, hygger og I snakker om, hvor hyggeligt det er.
Julen og hyggen bringer også fristelser med sig i form af julefrokoster, julemad, konfekt og julekager mm i lange baner. Der er selvfølgelig fristelser året rundt, men i juletiden er fristelserne større og mere intense. Disse fristelser sætter sig på sidebenene og de fleste danskere har sikkert oplevet en mindre vægtstigning i december måned.
I epidemiologiske undersøgelser har man fundet, at mennesker, der tager på i julen har en vægtstigning på 0,3-0,8 kg. Denne vægtstigning betyder selvfølgelig mindre, hvis man på årets andre dage formår at holde vægten, men hvis vægten øges støt hvert år, resulterer dette i flere kilos overvægt. Her er nogle strategier til at finde balance i julen:
- Vær realistisk – det er aldrig en god idé at starte et vægttabsprojekt op til jul. Det er næsten på forhånd dømt til at mislykkes og for at lykkes med et projekt kræves succesoplevelser. Fokusér i stedet på at holde vægten stabil og implementer livsstilsændringer, som holder året rundt.
- Hold dit stressniveau nede - med julehyggen følger for nogle mennesker også et øget stress. Der er mange ting der skal nås og når vi er stressede, spiser vi mere.
- Gør ikke maden forbudt - prøv at lade være med at overdrive energiindtaget. Lad være med at fornægte dig selv din favorit julemad, men tænk alt med måde.
- Sunde alternativer – sæt en skål med frisk frugt eller grøntsager ved siden af de andre julefristelser, så der er mulighed for at vælge sundt. Forbered eventuelt en sund salat til julemiddagen, så noget af sulten kan tages med sunde og nærende fødevarer.
- Alt med måde – Beslut dig for hvilke julegodter, der har særlig betydning for dig og hvilke du kan leve uden. Drop dem du synes mindst om.
- Vent 10-15 minutter efter en ret før du tager 2. gang eller beder om dessert - efter 10-15 minutter har lysten til at spise mere ofte fortaget sig. Husk at vi er præ-programmerede til at spise mere end vi har brug for og vores appetits reaktionstid er ikke særlig fin-tunet. Det vil sige, at du ofte føler sig sulten selvom du faktisk har fået nok. Læg en serviet på din tallerken og snup en kop the eller kaffe, og lad der gå 15 minutter. Det kræver disciplin at stoppe før du er stopmæt, men det kan godt betale sig.
Al den energi, som ofte indtages i julemåneden, skal udlignes på en eller anden vis. Skab balance i regnskabet ved at inkorporere daglig fysisk aktivitet og træning.
- Træner du allerede regelmæssigt - det kan væres svært at undgå et par forstyrrelser i din normale træningsrutine på grund af fester og andre arrangementer, men det betyder ikke, at du helt skal droppe din træning indtil efter nytår. Sørg så vidt muligt for at holde fast i de gode vaner du allerede har.
- Hvis du ikke kan lave dine normale træningsaktiviteter, så byt det ud med mere spontan motion - gå en tur for at se på julelysene i nabolaget. Tag en pause fra shoppingen og gå en hurtig tur gennem hovedgaden eller shoppingcentret. Dans til din favorit julemusik.
- Gå en tur efter måltiderne.
- Planlæg gruppeaktiviteter med familie og venner - hvis det bliver en hvid jul, kan I spænde skiene på og tage en tur sammen, eller snuppe en rask sneboldskamp eller en tur på skøjter.
- Kort, men godt - hvis du er under tidspres, så husk at det er bedre at tage en kortere version af dit træningsprogram, end at droppe det helt. Hvis du har brug for at gøre det kortere, så kan du eventuelt prøve at sætte intensiteten lidt op for at kompensere. Husk at hvis du er nybegynder, så start smart, langsomt og med progression.
- Kald det stress-ned tid - juletiden kan være stressende for nogle mennesker. Husk at træning hjælper med at reducere stress og kan løfte humøret gevaldigt. Hvis julen er en svær tid for dig følelsesmæssigt, er det endnu vigtigere, at du holder fast i din træningsplan, så du kan holde stressniveauet nede.
- Slå jer sammen - der kan være mindre sandsynlighed for at du dropper dine normale træningsplan, hvis du spørger en ven eller et familiemedlem om de har lyst til at være med. At følges ad mens man træner vil også hjælpe med at give støtte og motivation.
Sundhed i balance skabes ikke kun i juletiden, men på alle årets dage - alt med måde hele året rundt. Nyd julen i fulde drag og vær opmærksom på fælderne. Kend din strategier og hold dig til dem. Jeg håber, at I alle får en fantastisk og hyggelig jul med familien og vennerne.
Glædelig jul og godt nytår. Vi ses i 2010 – klar til nye udfordringer.
Chris