Vægttab er svært, men der venter endnu en udfordring på den anden side - vægttabet skal holdes. Forskellige studier har vist, at ca. 20 % har succes med at holde deres vægttab, mens de resterende 80% tager på igen. Her er succes defineret som et vægttab på minimum 10% af start vægten og vægttabet skal holdes minimum 1 år.
Jeg har efterhånden arbejdet en del med forskellige vægttabsprojekter herunder blandt andet ”Chris på Vægten" og "By på Skrump”, hvor deltagerne naturligvis skulle tabe sig, men samtidig fokuserede jeg meget på, at de skulle fastholde vægttabet og fokuserede på CIG-faktoren (Chris Is Gone). Jeg er meget ydmyg over min rolle som coach og samtidig er jeg meget bevidst om at klæde de mennesker, jeg coacher, på til at kunne klare de kommende udfordringer på egen hånd.
Der er mange bud på hvordan varigt vægttab opnås og der er helt sikkert ikke en endegyldig måde at opnå det på. Vi er jo forskellige mennesker og vi reagerer forskelligt på forskellige stimuli. I USA har man oprettet et register, hvor personer, der har tabt sig kan indregistrere deres vaner i forbindelse med fastholdelse af deres vægttab og herved dannes et billede af hvilke faktorer, der spiller ind. Her er nogle udvalgte punkter (tallene er fra National Weight Control Registry):
- 78% spiser morgenmad hver dag.
- 75% hopper på vægten mindst 1 gang om ugen.
- 62% ser mindre end 10 timers tv om ugen.
- 90% træner i gennemsnit ca. 1 time hver dag.
- Den gode nyhed er, at det formentlig bliver lettere over tid. Efter at have haft succes med fastholdelse af vægttab i 2-5 år, så øges chancen for succes væsentligt.
Det er ikke den endelige formel på varigt vægttab, men brug statistikken som inspiration og vid, at når vægten lander der, hvor du gerne vil have den, så kan du ikke bare læne dig tilbage i sofaen og nyde resultatet uden konsekvenser. Giv dig selv et klap på skulderen og vær stolt af dit vægttab, men hold fast i dine nye vaner.
Er det svært at holde vægten efter vægttab? Ja. Er oddsene imod dig? Ja. Er det muligt? JA, men vær opmærksom på hvad du er oppe imod. Vægtstigningen er ofte kommet over lang tid, så vær tålmodig og hold fast – det vil også tage tid at ramme normalvægten igen og holde den.
Stay Gracefully – Stay Strong.
Chris