Der er så meget vi skal nå. Hente børnene, dyrke karrieren, gå på café med vennerne, læse den nye Murakami, følge med i både The Office og Broen, lære fransk, spille fodbold med knægten, klippe hækken, vaske bilen … og træne.

Danskerne har mere travlt end nogensinde før – selv om vi faktisk arbejder mindre end nogensinde! Det er måske et paradoks, men vi vil bare så meget mere end tidligere generationer. Desværre er det som oftest træningen, og dermed folkesundheden, det går ud over.

I denne artikel træder vi til med hjælp til travle forældre, travle bedsteforældre, travle singler og andre som har svært ved at få kalenderen til at gå op.

Her er vores 10 bedste tips til, hvordan du tager dig tid til træningen:


1. Nyd det

Det bedste tip af dem alle: Gør træning til en fornøjelse frem for en sur pligt. At have tid handler nemlig ikke om, hvor mange timer der er i døgnet (der er og bliver 24 …), men om hvordan du prioriterer. Og vi ved, at folk, som er glade for deres træning, prioriterer den højere. Effekten er, at når du nyder din træning, bliver der helt automatisk tid til den. Derfor er det også så vigtigt at finde præcis den træningsform, du bedst kan lide. Hellere sjov træning end glædesløst fokus på effektivitet og resultater.


2. Træn sammen

Noget af det, vi bruger langt mere tid på end før, er børn og venner. Det er blevet vigtigere for os at være sociale og tage os af vores børn, og der er fantastisk, men også en udfordring. Der er dog ingen grund til, at træningen skal gå ud over hverken dit sociale liv eller dit familieliv. Løsningen ligger lige for: at træne sammen.

Hvad enten det er med veninden, din kæreste eller med hele kernefamilien, er træning bare sjovere, når man er sammen om det. Og så får du heller ikke dårlig samvittighed, fordi du må sige nej til vennerne, eller forlader børnene eller konen derhjemme.

Brug evt. Træningsmakker til at koordinere med


3. Tag børnene med

En dansk forælder bruger i snit 1 time og 49 minutter på sine børn om dagen.  Det er en stigning på 40% fra 1987. Det er helt tydeligt, at vores børn fylder meget i hverdagen, og for mange bliver det på bekostning af træningen. For det er da vigtigere at tage sig af sine børn, end af sig selv…

I fitness dk behøver det ene ikke udelukke det andet – for i langt de fleste centre er der masser af muligheder for at tage børnene med til træningen. Enten for at træne sammen med dem (hvis de er over 14), eller lade dem træne børnetræning, mens du selv træner – eller for at lade dem underholde sig i vores børnerum.

Læs meget mere om muligheder med børn her


4. Udnyt transporttiden

Transporttid kan være spildtid – eller det kan være træningstid! Hvis det overhovedet er muligt for dig, så gå, cykl eller løb på arbejde. En tommelfingerregel er at op til 3 km kan du snildt gå, op til 6-7 km er det fint at løbe (hvis du kan bade på arbejdet) og op til ca. 15 km synes de fleste det er fint at cykle. Så skal du bare supplere med én eller to ganges fitness, og så kommer du i topform på få måneder.


5. Minimér transporttiden

Har du ikke mulighed for at cykle, løbe eller gå på arbejde, så planlæg i det mindste, så du spilder så lidt tid som muligt på at transportere dig frem og tilbage. Læg vejen forbi centret enten på vej til eller fra arbejde, så sparer du hurtigt en masse tid. Og så bliver det også lidt nemmere at undgå ”sofafælden”.


6. Kombinér træningsformerne

Du behøver ikke komme til træning i centret 3 eller 4 gange om ugen.  Tit er det nemmere at presse en løbetur end en holdtime i centret ind i et presset skema. Og det er helt ok at nøjes med fx 1 eller 2 gange i centret og supplere med en løbe- eller vandretur. Det giver dig maksimal fleksibilitet og masser af effekt.


7. Brug os til morgenbadet

Det tager tid at bade, rede sig og sætte tøjet. I stedet for at gøre det flere gange om dagen, kan du spare en masse tid ved at lægge din træning om morgenen, og så klare det hele på én gang efter træningen. På den måde sparer du hurtigt en halv time hver træningsdag.


8. Spar ikke på søvnen!

Det er nærliggende at tænke på søvn som spildtid. Hvis blot vi kunne sove lidt mindre, så kunne vi nå meget mere. Det er tankegangen bag kurser som ”Sov mindre og få mere energi” og andre magiske tilbud. Det dur bare ikke. Tværtimod er det kun, hvis vi sover tilstrækkeligt, at vi har energi og overskud til at komme til træning – og til at nyde træningen. Paradoksalt nok anbefaler vi derfor ofte medlemmer, der har svært ved at finde tiden til træningen, at sove mere!


9. Drop dummekassen

Hver dansker ser i gennemsnit 24 timers fjersyn om ugen. Det er mere end 3 timer hver eneste dag - og tallet stiger hvert år! Man kunne overveje om det virkelig er så vigtigt at følge med i de kendtes dansetrin og den seneste sladder fra Christiansborg. Det er med garanti mindre vigtigt end et godt helbred og en sund overskudskrop. Mon ikke du kunne skære en time ud af primetime til fordel for en tur i træningscentret?


10. Styr dine ambitioner

Kigger man på data, er der ingen tvivl om, at vi danskere har masser af fritid. Vi mangler faktisk slet ikke tid. Når vi alligevel synes, vi aldrig kan nå det hele og stresser fra morgen til aften, skyldes det snarere, at vi vil så meget. Vi skal både gøre karriere, feste igennem, dyrke sport, se teater, gå i skoven og være gode forældre. Og i øvrigt ligne Giselle Bündchen og Rob Lowe imens. Det nytter bare ikke noget.

Hemmeligheden bag at nå dine mål, er at have færre af dem! Fokuser fx på det at komme til træning som et mål i sig selv. Du er ikke nogen fiasko, hvis du ikke kan løbe et maraton eller løfte 200 kg.