De fleste har prøvet at miste lysten til at træne. Det kan indimellem være svært at holde gejsten og føles helt uoverskueligt overhovedet at komme ned i dit fitnesscenter. Der er så mange ting, der lokker eller gør hverdagen travl. Det kan være kæresten, et presset arbejdsprojekt eller et øsende regnvejr, der kun gør sofaen endnu mere hyggelig. Undskyldninger er der nok af!
Så hvad kan du gøre for at bevare den gode motivation?
I fitness dk har vi mange års erfaring med træning. Her får du vores 10 bedste tips til, hvordan du bibeholder den gode motivation – eller finder den igen, hvis du helt har tabt den.
1: Kom afsted
Så snart du er ankommet til centret, er der ikke nogen vej tilbage. For mange kan det ganske enkelt handle om at komme ud af døren.
2: Sæt dig et mål
Og skriv det ned! Når dit mål står på skrift, bliver det endnu mere synligt for dig selv, hvad du vil opnå. Fortæl også gerne om dine mål til andre. På den måde kan de både holde dig i ørerne, rose dine resultater og holde dig motiveret i de svære perioder.
3: Vær specifik
Sig ikke bare, at du f.eks. vil tabe dig. Men vær konkret i forhold til, hvor mange kilo eller centimeter du ønsker at komme af med eller flytte på. Sig heller ikke bare, at du vil træne. Men giv i stedet dig selv et konkret og realistisk løfte på f.eks. to træningstider om ugen. I artiklen ”Den videnskabelige vej til at holde gejsten” kan du læse mere om, hvorfor træning netop to gange om ugen er en god idé.
4: Gør det til en vane
Find ud af om du træner bedst om morgenen, ved middagstid, efter arbejde eller om aftenen. Er du f.eks. først kommet hjem fra arbejde eller studie, kan det være svært at komme ud af døren igen. Især hvis det er vinter og koldt, eller regnen siler ned. Gør træningen til en fast del af din uge.
5: Skriv det ind i kalenderen
Prioriter din træning lige så højt som andre aftaler. Når du skriver din træning ind i kalenderen, bliver det automatisk ikke bare noget, du bør gøre – men noget du SKAL gøre! Husk i øvrigt, at træning er en god gerning du gør for dit sinds og din krops skyld. Så hvis der står i kalenderen, at du skal have ’mig-tid’ i træningscenteret, så er det ikke en aftale, der kan aflyses.
6: Tal om din træning
Det er ikke forbudt at prale lidt af de gode ting, man gør! Fortæl om din træning. Tal med både sporty venner og kollegaer, og alle dem, der ville ønske de var det. Når du taler om din træning, påminder du dig selv om de gode ting, du gør for dig selv – og hvorfor du gør det.
7: Drop undskyldningerne
Undskyldninger er der nok af. Men hvad gavner de? Når du hører dig selv komme med en undskyldning for, hvorfor du ikke kan træne i denne uge, så råb ”STOP” til dig selv i dine tanker. Sæt en stopper for den negative og opgivende tankegang, og fremtving en positiv attitude. Se mulighederne! Selvom ugen umiddelbart ser travl ud, får du kun mere energi til at klare ugens gøremål, hvis du går ned og træner.
8: Fokuser på de gode resultater
Og vær stolt af dem! Man må gerne belønne sig selv for sit gode arbejde, også selvom det blot er et delmål, man har nået. Forkæl f.eks. dig selv med en god fadøl i sommervarmen, en lækker grillet steak – eller en ny bluse, der fremhæver de flotte resultater.
9: Få personlig vejledning
Brug fitness dk’s dygtige træningsvejledere og personlige trænere. Få opdateret dit program af vores træningsvejledere. Eller brug en personlig træner og få udarbejdet en personlig træningsplan, der tager højde for dine behov, forudsætninger, mål og temperament. Herved opnår du hurtigere de ønskede resultater.
10: Få dig en træningsmakker
Du bevarer din motivation bedre, hvis du træner sammen med andre. En af årsagerne er, at du og din makker kan holde hinanden i ørerne. Men I kan også opmuntre hinanden, og det har man indimellem brug for.
Når du har en aftale med en træningsmakker, er der også langt mindre sandsynlighed for, at du dumper aftalen, end hvis du bare skal ned og træne alene. Med fitness dk’s nye værktøj ”Træningsmakker” kan du finde dig en makker i dit lokale center, hvis du ikke allerede har en i forvejen.
Læs artiklen "Wendys veninden holder hende motiveret"
Læs artiklen "Den videnskabelige vej til at holde gejsten"
Læs mere om "Træningsmakker"