Juletid er spisetid. Når snapsen går ind, ryger hæmninger ud, også hvad angår mad og drikke. Følgerne ses, når du går på vægten 2. januar: En måneds fedt og fest lagret på sidebenene. Læs her hvordan du undgår chokket – uden at gøre december lige så trist og grå som november.
1. Kig ikke på HVAD men HVOR MEGET du spiser
Problemet med julefrokoster er ikke, at maden er fedende og usund. Nej, det er mere de mængder, vi indtager af den! Du kan lige så godt opgive at begynde at sortere i maden og skrabe smørret af brødet. Sørg i stedet for at holde igen på mængderne. Spis ikke mere end du ville gøre til et normalt måltid
2. Drik vand
Alkohol og julefrokost er som fitness og sved: De hænger uløseligt sammen. Vi vil ikke opfordre dig til at lade være med at drikke – i stedet vil vi opfordre dig til også at drikke vand. Hvis du hele tiden husker at drikke vand, drikker du automatisk mindre af de stærke varer. Du spiser faktisk også mindre. Både fordi vandet fylder, og fordi alkohol får dig til at overspise.
3. Spis ekstra af det sure
Der skal surt til en dansk julefrokost – rødbeder, asier, rødkål. Selv om de er syltet er det stadig grøntsager, som mætter godt. Så tag gerne ekstra af det sure. Rødkålen må du dog godt holde lidt igen på, for der er tit meget sukker i.