Omkring 1/3 af holdene i fitness dk har elementer af dans i sig. De er populære over hele landet. Spørger du deltagerne, vil de sikkert have mange gode grunde til at gå til dansetræning. Men for de fleste er det afgørende, at dans er sjovt.


Dansetræning er sjovt og motiverende

Den allerstørste fordel ved dansetræning er, at du slet ikke kan lade være, når du først har fået smag for det. Dansetræningen er simpelthen så sjov, at du ikke behøver overtalelse for at komme af sted. Det kommer helt af sig selv. Og så er én af de vigtigste forudsætninger for succes på plads, nemlig motivationen.


Det får lykkehormonerne til at danse samba i vores hjerner

Når vi hengiver os til dansen, bliver vores hjerne badet i hormonet ”Dopamin”, som får os til at føle os tjekkede og euforiske. De heftige rytmer og bevægelser udløser desuden et styrtbad af hjernens eget lykkestof ”Serotonin”, som giver en følelse af overskud, glæde og energi. Det er ikke for ingenting, at sydens sanselige livsglæde hænger så tæt sammen med dans og musik. Måske kunne man kalde det ”dancer’s high” for det ikke helt ulig det løbere kalder ”runner’s high” – andre træningsformer giver nemlig lignende effekter, bare ikke så udpræget.


Forbrænd en masse kalorier, uden at det føles som hårdt arbejde

Med al den livsglæde bliver man næsten bange for, at dansetræning er det rene sjov og ballade. Det er det dog langt fra. Træning kan sagtens være hård og sjov på samme tid. Fx forbrænder en pige på 60 kg ca. 350 kcal på én time, hvilket svarer til 4 glas hvidvin (ikke at vi anbefaler at du efter timen drøner ud og hælder fire glas hvidvin ned …) – og næsten det samme som en times fodbold. Eller det dobbelte af en times rengøring.


Der er meget lille skaderisiko ved dansetræning

Ét af kendetegnene ved dans er glidende, rytmiske bevægelser uden stød og slag. Typisk er der heller ingen ekstreme stillinger og øvelser. Det gør de fleste dansetræningsformer til blid træning, og det er yderst sjældent, at der opstår skader – ud over en enkelt forstrækning i ny og næ, når en deltager bliver lidt for ivrig.


Dans er en komplet træningsform

At brænde kalorier er fint, men der skal mere til god træning end sved på panden. Og dansetræning kommer næsten hele vejen rundt. Det typiske dansehold giver bedre kondi, øget fleksibilitet og større styrke i ben og balder, mave og ryg. Det er stort set en komplet work-out. Supplér med lidt styrketræning, og du er faktisk helt i hus.


Giver dig mere sexede bevægelser

Danser du jævnligt, vil du med tiden få en helt anden rytme i dine bevægelser. Selv helt almindelige dagligdags bevægelser kan blive en sanselig fornøjelse. Dine omgivelser vil kunne se det på dig, når du begynder at bevæge dig med en anden elegance og sensualitet. Nogle ville kalde det ”sexet”. Nogle påstår oven i købet at dansebevægelser giver en smal talje. Vi ved ikke om det passer. Men man kan da håbe.

Se hvordan det går for sig til BODYJAM, Stripfitness og Zumba