- 9 mål du kan sætte for din træning i 2011
Hurtigere, højere, stærkere. Træning har altid været forbundet med at sætte sig mål - og selv om det måske ikke er det der afgør, om din træning kommer til at lykkes eller ej, så kan det alligevel være et godt krydderi, især hvis motivationen er lidt svingende i vintermånederne.
Her er 9 forslag til mål du kan arbejde på at nå i 2011 - fra helt enkle og realistiske mål for dig der næsten lige er begyndt på træningen, til... ja, lad os bare sige noget for de mere øvede...
De enkle
1. Over stregen - den første løbekonkurrence
Indrømmet, det kan være svært at holde gejsten på løbebåndet. Hvis du aldrig har været med i et ’rigtigt’ udendørs konkurrenceløb, kan det være lige den udfordring der får kilometerne i centret til at blive meningsfulde. Du kan fx finde et løb der passer dig på www.motionsløb.dk – søg efter et løb med en realistisk distance, og ikke for langt ude i fremtiden.
Mulighederne er mange for hyggelige løb med plads til løbere i alle aldre og hastigheder: Hvad med Christianshavnermilen, 7.5 km på Christianshavns volde, den første mandag i april? Skal det hellere være i Jylland, så prøv Danisco-løbet på 5 km i Århus den 7. april – eller Forårsløbet i Herning 10. april, 5 km løb ved Fuglsangsø. Endnu bedre er det hvis du kan melde dig til sammen med en ven, så I kan motivere hinanden – måske kan du endda annoncere efter en træningsmakker med samme mål.
2. Lille spejl på væggen - Bliv gladere for din krop
Det er ikke særligt motiverende at prøve den ene yo-yo kur efter den anden i kamp med vægten. Især ikke hvis man er tilbage ved start efter et par uger. Men vil du arbejde med din kropstilfredshed, så sæt dig fx som mål at gennemføre vores Slankeprogram - et 8 ugers forløb der er målrettet og intensivt, men alligevel har realistisk fokus på at det vigtigste er at få gode vaner der holder. Slankeprogrammet er en god måde at bevise over for dig selv at du kan sætte et mål - og gennemføre det.
3. Hele tre ting på én gang - den første triatlon
Mange er fascineret af triatlonsporten, men det kan godt virke lidt uoverskueligt at komme i gang, især som begynder. Men sådan behøver det ikke være, for der er efterhånden kommet mange korte såkaldte ”motionstriatlon”-løb.
Prøv fx at sætte dig som mål at gennemføre ”Copenhagen 4:18:4 Tri” den 11. august i København: Med en distance på 400 m svømning, 18 km cykling og 4 km løb er det lidt mere overkommeligt end den klassiske iron man. En rigtig god måde at få afprøvet formen fra cykeltimerne og løbebåndet.
De svære
Foretrækker du at sætte dig mål der presser din ydeevne lidt mere? Her er et par forslag til mere rutinerede sportsfolk:
4. Løb i naturen - glem løbebånd og asfalt
Har du allerede prøvet et par motionsløb, men trænger til lidt mere udfordring? Det behøver ikke altid handle om at løbe længere - måske kunne målet være at prøve en mere krævende løberute? Der er flere motionsløb der byder på usædvanlige udfordringer: North Sea Beachmarathon den 26. juni langs den Jyske Vestkyst er smukt - men rasende hårdt i sand og blæst. Lad dig ikke afskrække af navnet - man kan godt nok løbe 42,2 km, men der er også ruter på 5 km, 10 km, og 21,1 km. Endnu vildere er det sjællandske modstykke Helvede i Nord - et 10,8 km eller 21,1 km langt cross-lignende løb i Tisvilde Hegn – gennem brandbælter, klitter, skovhøje og sandbakker. Mountainbike-rytterne må give op, og løb er på eget ansvar. Det foregår 5. april - så der er endda risiko for sne...
5. Sjælland Rundt eller Fynske Alper
Det kan være et spændende mål at få cyklen ud på et rigtigt landevejsløb. Den store motionscykelløbsklassiker er Sjælland Rundt, der nu har været kørt i 30 år, og ikke uden grund: De ca. 319 km gennem en sommernat i juli er ikke bare en stor fitness-udfordring, men også en smuk naturoplevelse. Skal det være lidt kortere og mere intenst, kan du træne frem mod Alpe Tramp på Fyn, et traditionsrigt løb der har udvalgt alle de bedste – eller værste – bakker på Fyn. Kampen om bjergtrøjen foregår sidst i oktober, så der er god tid at træne sig op i. Du kan vælge distancer fra bare 25 km op til den store tur på 163 km.
6. En halv ironman i smilets by
Hvis du har mod på at springe ud i en ’rigtig’ triatlon, er den halve ironman distance et godt og udfordrende mål: 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb. Den distance kan du bl.a. prøve i ”Challenge Aarhus” den 3. juli, på en smuk og spændende rute hvor du både skal svømme ud for Marselisborg, cykle omkring Skanderborg og Odder og løbe gennem kunstmuseet Aros.
Løbet kan også gennemføres som holdstafet – hvis du fx finder to holdkammerater til at løbe og svømme med dig, så kan du selv tage cykelturen: Det er et super mål til at holde dampen oppe i cykeltimerne i de kolde vintermåneder.
De virkeligt grusomme
Er ovenstående mål for banale for dig? Så kommer her nogle forslag der kan gøre enhver Chuck Norris svag i knæene. Hvis du klarer nogle af dem hører vi rigtig gerne om det – og hvis det ikke lige lykkes i år, så er der jo altid 2012...
7. Crocodile Trophy
Det kan godt være at Race Across America er længere – men det foregår trods alt på rigtige veje! Den luksus har man ikke i Crocodile Trophy, verdens hårdeste, længste og varmeste mountainbikeløb, 10 vilde dage, 1200 km og 12.000 højdemeter gennem australsk outback og regnskov. Løbet foregår på stenede, støvede veje, gennem skove og floder, i ekstrem varme og vind – og blandt krokodiller og slanger. Sæt kryds i kalenderen den 18-27. oktober hvis du vil kaste dig ud i krokodille-touren i 2011.
8. Iditarod
Hvis du er mere til ekstrem kulde end varme, så skal du skynde dig: Allerede første lørdag i marts går starten på Iditarod, verdens hårdeste hundeslædeløb. Vinderen bruger 8-9 dage, men det kan sagtens tage dobbelt så lang tid. Det er 1800 km på tværs af Alaska, langs bredden af Bering Havet – og hvis temperaturer på -40 til -50°C ikke lyder skræmmende, så sørger de voldsomme storme for et kuldeindex ned til -80°C. Det er nu efter sigende ikke engang det værste – det skulle være kampen mod hallucinationer efter de mange dages søvnløshed under ekstreme forhold.
9. Badwater ultramarathon
Der er mange løb der hævder at være det hårdeste ultraløb. Men mon ikke Badwater Ultramarathon tager prisen? De 217 km begynder 85 m under havets overflade i Death Valley i Californien, og slutter i 2530 m højde på Mount Whitney, efter ca. 4000 højdemeter på ruten. Deltagerne skifter til større sko efter et par timer for at få plads til gigantvabler, de nedsænker sig i isbade undervejs for ikke at besvime i de op til 55°C varme, og man er nødt til at løbe på den hvide stribe på asfalten – ellers smelter løbeskoenes såler simpelthen. Det foregår 11.-13. juli hvis du skulle føle dig fristet.