”Et faldskærmsudspring er strengt taget ikke nogen særlig risiko. Det er bare en simpel efterligning af livets virkelige risici. Kærlighed, intimitet og de andre [andre mennesker – o. a.]  er virkelig risiko. Hvad er rafting mod en afvisning? Hvad er et bungeejump i forhold til den elskedes telefon, som aldrig ringer?”  - Finn Skårderud.

Nogle mennesker kan bare ikke nøjes. Badminton, jogging og old boys fodbold får ikke rigtig klokkerne til at ringe. Der skal mere til. Større udfordringer, større fart, større styrke. ”Adrenalin junkier” er der nogen, der kalder dem, og så har vi nok så bekvemt puttet dem i en kasse sammen med alkoholikere og rygere  og andre med kemisk afhængighed. Men er vi ikke alle sammen en lille smule adrenalin junkier i dag? Og hvad er det der gør os så anderledes end vores bedsteforældre?

Den norske psykiater Finn Skårderud har i bogen ”Uro” forsøgt at give en forklaring, der går et spadestik dybere. Han prøver ikke bare at forklare, hvorfor nogle mennesker kaster sig ud i det ekstreme, men også hvorfor de ekstreme udfoldelser er blevet mere og mere udbredte den senere tid.


En reaktion på det reglementerede

Ifølge Skårderud skal baggrunden findes i den måde vi bliver mere og mere ”moderne” på. I takt med at verden omkring os bliver mere fornuftig, rationel og velordnet, får vi mere og mere behov for at lade ufornuften overvælde os. Vi tillader os selv den erfaring at miste kontrollen igennem ekstasen.

Han kalder de ekstreme sportsgrene ”det halve vanvid”, som kontrast til det hele vanvid, den egentlige sindssyge.  De er ”fænomener som har et vist slægtskab med forelskelsen – henført, opslugt, risikofyldt drama omkring tabet af kontrol. …  Risikoidrætterne er en forholdsvis tryg form for flirt med risiko – måske forebyggende øvelser i at udholde den absolutte fare som er intimitet.”


Kampen mod døden

I det moderne samfund har vi skubbet kampen mod døden helt ud i periferien. Alt det grimme, det uperfekte, det farlige og risikable findes kun i randen af vores bevidsthed. Men det efterlader os med en grundlæggende rastløshed. Vi kan ikke finde tilfredsstillelse, men ved ikke rigtig hvorfor. Så vi kaster os ud i den ene mere intense udfoldelse efter den anden:

”Vi vil gerne lege, men vi vil mere end det. Vi vil også dæmpe en uro. Intense erfaringer er et middel mod det rastløse. Én vej til afspænding kan simpelthen gå gennem spænding.”


Når hverdagen indfinder sig

Problemet for mange er bare, at det aldrig bliver nok. De jagter den første ekstase igen og igen, men deres sind forlanger kraftigere og kraftigere stimuli for at nå den. Kroniske vovehalse som Dean Potter, der gik fra friklatring til soloklatring til ”soloklatring + linedans + BASE jumping + Wingsuit Flying” er fanget i en spiral af evigt voksende krav. En spiral som i virkeligheden kun har en mulig indfrielse…

”Den ekstatiske erfaring har tilvænningen som sin store fjende. Det blev helt klart at det eksistentielle spring [forfatterens første faldskærmsudspring] gradvis ville blive reduceret til medlemskab af en idrætsklub med alt, hvad dertil hører.”


Løsningen sidder i hjertet

At kysse døden er én måde at udfordre den overdrevne rationalitet. Kærligheden er en anden. Ligesom ekstremsporten står kærligheden som modsætning til det rationelle, det effektive, kolde, kyniske og maskinelle. Her er risikoen blot, ifølge Skårderud, langt større. Her risikerer vi nemlig at blive skadet på vores sjæl. Til gengæld er vores behov for at blive elsket og anerkendt det helt basale behov, som ligger bag alt andet.

”Jeg tror at umådelig meget handler om at blive holdt af. Måske er det så enkelt. Vi har brug for at nogen sætter pris på os.”

Så hvis du føler trangen nage, og tænker at den ekstreme udfoldelse er svaret, så kast dig endelig ud i det – men glem ikke at forholde dig til dem der er dig allernærest.


Hvad tror du?

Dyrker vi ekstrem sport fordi vi har brug for at miste kontrollen uden at udsætte os for andre menneskers afvisning? Deltag i debatten på forummet.