Kendsgerning: Slankekure virker. men i alt for kort tid. Du KAN tabe dig med en slankekur, men du er så godt som sikker på, at du tager det hele på igen. Og er du lidt frisk, kommer der nok et par ekstra kilo til også ...
I fitness dk anbefaler vi ingen slankekure. Hverken Atkins, South Beach, Frugt, lowfat eller nogen som helst andre kure. Men hvis kure ikke er svaret, hvordan skal man så tabe sig?
Der findes ingen genveje
Der ér kun én vej, der virker i det lange løb, og det er nye vaner. Overvægt er ikke en sygdom, som skal behandles med en kur, men konsekvensen af en uheldig livsstil. Overvægt skal derfor også imødegås ved at skifte livsstil.
En af de vigtigste grunde til at slankekure ikke virker, er at vores appetitsystem ikke kan følge med. Har man i mange år vænnet sig til at spise lidt for meget, vil ens appetit blive ved med at kræve samme mængde mad, også selv om man lægger kosten om.
Det lange træk behøver ikke være sejt
Helt op til ét år tager det for appetitten at finde et nyt og mere hensigtsmæssigt leje. Derfor er det så vigtigt at holde fast i sine nye kost- og træningsvaner, også lang tid efter man har nået sit oprindelige mål.
Og hvis det skal lykkes, kræver det, at man tager ét skridt ad gangen. Start i det små og gør det hele tiden lidt bedre. Så vil du opleve en jævn fremgang, uden at det egentlig opleves som surt eller hårdt undervejs. Pointen er nemlig, at hvis det bliver for surt, så giver vi op.
... og det bliver endnu bedre til næste år
Det er nok muligt at blive sommerfit til sommeren i år. Hvis du vel at mærke begynder nu. Men det er til næste år, du virkelig vil opleve den helt store forskel.
I år bliver en god sommer. Næste år bliver en fantastisk sommer!