Væk med de våde varer i vinter?

December er ikke bare mørke og kulde, det er også ret mange festlige lejligheder. Og det er fester med masser af flasker: Pludselig står der juleøl, julesnaps, gløgg og nytårschampagne på indkøbssedlen. Men hvordan er det nu med alkohol og træning?

De fleste har nok en fornemmelse af, at det er sundt at holde igen. Alligevel er der altid nogen, der har en onkel som satte personlig bænkpresrekord i en ordentlig brandert, og som hårdnakket påstår at alkohol er en sund og naturlig præstationsfremmer. Så hvad er myte, og hvad er fakta? Læs her hvad julens fristende flasker gør ved din træning.


Du bliver hvad du drikker – alkohol og kalorier

Det er ikke så kompliceret: Alkohol nedbrydes i kroppen til energi, og et gram ren alkohol er ca. 7 kcal. Det er næsten ligeså højt energiindhold som fedt (9 kcal pr. g) – og meget mere end protein og kulhydrat (4 kcal pr. g). Så det siger næsten sig selv, at hvis man går op i sit kalorieforbrug, skal man tænke sig om før man drikker løs.

Et eksempel: Du er til julefrokost, og lader dig (modvilligt selvfølgelig) overtale til 2 glas kryddersnaps (185 kcal) til sildebordet. Over nogle timer i festligt lag får du præsteret at nedlægge 3 flasker gyldent juleøl (617 kcal) – så ender du på lige over 800 kalorier. Det svarer sådan ca. til 70 minutters træning på et cykelhold, en løbetur på 13-14 km – eller ca. 6 timers bowling. Og så er du ikke engang begyndt at forbrænde flæskesteg og brunede kartofler endnu, kun drikkevarer. Man skal ikke have den store lommeregner frem for at se at kalorieregnskabet hurtigt kan løbe løbsk når der drikkes alkohol.


Kan man træne med ”ondt i håret”? – alkohol og motivation

Det er ikke bare kaloriemængden man skal passe på, når julebryggen gives fri. Den allerstørste skade, alkohol kan gøre på din træning, har nemlig ingenting med kalorier og promiller at gøre: Det er at sabotere din motivation.

Med en god træningsrutine gør et par kryddersnaps for meget måske ingenting i sig selv – men lidt for meget alkohol kan få dig til at køre sur i vintertræningen, og ødelægge meget af det, du har bygget op.

Pas for det første på “metaltræthed”: Alkohol sætter kroppen på hårdt udrensningsarbejde, og det betyder mindre fysisk og mental energi til at hoppe i træningstøjet. Det er så nemt at springe træningen over efter den første våde julefrokost – og pludselig er det nytårsaften, og posen med træningstøj står stadig hvor den stod 1. december.

Vær for det andet opmærksom på ”træningscrashes”. Tømmermænd, eller bare lidt for meget alkohol, giver dårlig søvnkvalitet og mindre styrke, balance og energi. Det giver dårlige træningsbetingelser – du crasher simpelthen. Og en dårlig træningsdag bliver hurtigt til en “god” dårlig undskyldning for at springe over... resten af vinteren, måske. Det er et par juleøl altså ikke værd.


Ølmave eller mavemuskler? – alkohol og muskeltræning

Hvad betyder alkoholen for din træning, hvis du faktisk kommer af sted til centeret? Det kan godt være en ordentlig brandert får en til at føle sig stor og stærk så længe det varer, men faktisk nedsættes mængden af testosteron i kroppen betydeligt i op til et døgn, hvis man indtager større alkoholmængder. Det betyder længere restitutionstid efter træning – og mindre muskelvækst. Til gengæld øges produktionen af et andet hormon, kortisol, der også kaldes “stresshormonet”. Det virker stik modsat testosteron – det nedbryder nemlig muskelmasse. Så altså: mere alkohol betyder mindre muskelvækst, mere muskelnedbrydning og dårligere restitution. Ikke ligefrem den bedste træningskombination.


”SKÅÅÅÅÅL!!!!” – alkohol og mådehold

Når vi hører den slags tilråb, er der som regel alkohol involveret. Altid, faktisk. Det er selvfølgelig fordi vi er mere tilbøjelige til store armbevægelser, når vi drikker – men også fordi det helt enkelt nemmere at få store mængder kalorier ned på én gang, hvis det er i flydende form. Derfor er det også ret sjældent nogen opfordrer til at ”bunde” risengrøden eller marcipangrisen.

Fornemmelsen for mængde og mæthed er mindre for alle slags drikkevarer end for fast føde, men alkohol er særligt slem: Ikke nok med at det er kalorier der ikke mætter, det ser ligefrem ud til at øge appetitten, så man simpelthen spiser mere mad oveni. Kombineret med at alkohol påvirker dømmekraft og selvkontrol, så kan det betyde at du både spiser mere – men også mere usund mad end du ville have gjort hvis du var helt appelsinfri.


”Vi skåler med vore venner...” – alkohol og fest

Alkohol er i vores kultur tæt forbundet med at hygge sig og have det sjovt. Og skal man virkelig holde sig fra alkohol, hvis man vil leve sundt? Det mest indlysende råd er nok at minimere alkoholforbruget så meget som muligt – ikke at droppe det helt. Og så til gengæld nyde øllerne, maden og det gode selskab så meget desto mere. Hellere tre gode øl end 10 dåser fra discounthylden. Hellere tre gode venner, end 10 højtråbende fyldebøtter.