Hver morgen lød moders ord formanende gennem rummet: ”Har du husket din vitaminpille?” Der lå den, ved siden af havregrynene og lovede evig sundhed og energi – og en smag af kunstige sødestoffer og noget der svagt mindede om hindbær. Uhhm!

Siden har vi hørt om megadoser af snart det ene, snart det andet vitamin, og er blevet tudet ørerne fulde af vigtigheden af antioxidanter (≈ vitaminer). Og så viser det sig, at det ikke bare er overflødigt, men potentielt skadeligt …


Vitaminpiller er spild af penge?

Mennesket lever ikke af brød alene, siger man… Nej, det dør af brød alene! Spiser vi kun brød, kommer vi nemlig til at mangle næsten alle de livsvigtige vitaminer. Der er en lang række næringsstoffer, som kroppen har brug for, hvis den skal fungere. Ud over brændstof og byggeklodser som fedt, kulhydrat og protein, er det især vitaminer og mineraler. Uden dem bliver vi syge og dør. Det var et stort videnskabeligt gennembrud, da man opdagede det.

Mange er gået et skridt videre og har tænkt, at når nu vitaminer er en forudsætning for et godt helbred, ja ligefrem livsvigtige, så må de også være fremmende for et godt helbred. At de er små magiske kemikalier, som kan modvirke alle mulige dårligdomme og lidelser. En slags ”naturens vidundermedicin” der kan behandle og forebygge alt fra almindelig forkølelse over ledsmerter til cancer. Mest berømt er måske den dobbelte Nobel-prismodtager Linus Pauling, som i 1970 udgav en bog der påstod, at store doser af C-vitamin kunne bruges til at behandle forkølelse med (det kan de altså ikke).

Der er gennem de seneste årtier foretaget et utal af undersøgelser af effekten for almindelige, raske mennesker af at indtage supplerende vitaminer. Langt, langt overvægten af undersøgelserne viser, at det ikke gavner noget. Du bliver ikke raskere, sundere, stærkere, klogere eller generelt mere modstandsdygtig af at indtage ekstra vitaminer i form af piller eller lignende.

Vitaminpiller kan ikke forebygge eller helbrede andre sygdomme end konkrete mangelsygdomme. Det er selvfølgelig noget helt andet, hvis du af en eller anden grund mangler et vitamin. Men spiser du en almindelig kost, og kommer du uden for i dagtimerne, får du sandsynligvis alle de vitaminer, du har brug for. Og så får du  intet ud af sluge den bitre pille.


Skadelige for dit helbred?

Hvis det så bare var det, kunne man måske lade det være op til lyst og pengepung, om man vil spise en lille pille hver dag. Vitaminer er imidlertid ikke bare vitaminer, de er kemiske stoffer med et hav af uforudsete og uforudsigelige virkninger. Og det lader til at vitamintilskud har en højst uheldig virkning – nemlig øget dødelighed!

Således har flere store analyser vist at tilskud af A-vitamin, betakaroten og E-vitamin øger dødeligheden signifikant. E-vitamin tilskud er bl.a. mistænkt for at forårsage prostatakræft. Selv når det gælder almindelige multivitaminpiller, folinsyre, jern og kalk er der undersøgelser, som viser forhøjet dødelighed blandt dem der tager tilskud.

Man kan ikke entydigt sige, at vitaminerne er årsag til den forhøjede dødelighed – der kan fx være tale om, at syge mennesker i forvejen er mere tilbøjelig til at tage kosttilskud.


Og skadelige for din træning?

Som om det ikke var nok, er der også noget der tyder på at vitaminpiller undergraver din træning!

Det virker ellers besnærende at tage et tilskud af antioxidanter til træningen. Når man træner hårdt, forbrænder musklerne en masse brændstof. Herved øges oxideringen af blodet – der skal ilt til forbrændingen – og mængden af såkaldt frie radikaler vokser. De frie radikaler ved vi er skadelige for kroppen på mange niveauer, så antioxidanter, fx C-vitamin, E-vitamin og betakaroten (en slags A-vitamin der bl.a. er ansvarlig for den orange farve i gulerødder og græskar), som neutraliserer de frie radikaler, burde være gavnlige for os, især i forbindelse med hård træning.

Problemet med den teori er, at den ikke ser ud til at passe. Indtager man antioxidanterne under træningen, tyder det på, at der ikke er nogen effekt, hverken gavnlig eller skadelig. Resultaterne er dog ikke 100% sikre. Derimod har man ret gode undersøgelser af, hvad der sker, hvis man indtager dem efter træningen. Og de undersøgelser viser at antioxidanter ikke modvirker den ”oxidative stress”, som det hedder, men tværtimod ser ud til at øge den. Samtidig lader det til, at vitaminpiller efter træningen gør kroppen dårligere til at tilpasse sig belastningen. Og det var jo ikke ligefrem meningen.


Nogle mennesker HAR dog behov for vitamintilskud

I virkeligheden kan det ikke være meget nemmere – spiser du en varieret kost og kommer du udenfor i dagtimerne, så får du alle de vitaminer du har brug for.

Der er dog situationer hvor det kan være hensigtsmæssigt at tage vitamintilskud. Hvis du fx er vegetar, får du næsten med garanti for lidt B12-vitamin, som stort set kun kommer fra kød. Så bør du tage det i pilleform. Og ældre, især ældre kvinder, lider ofte af D-vitamin-mangel, hvilket øger risikoen for knogleskørhed. Derfor bør man tage D-vitamin-tilskud, evt. sammen med calcium, når man er over 65. Endelig gør graviditet en hel masse vidunderlige, belastende og mærkelige ting ved kroppen som betyder, at man har brug for ekstra vitaminer, både for sin egen og for sin kommende guldklumps skyld. Efter fødslen er der i perioder brug for helt specifikke vitamintilskud til barnet.

Men det er så også det. Vores konklusion er at alle andre bør droppe vitaminpillerne. Hvad mener du? Har du andre holdninger – eller måske erfaringer? Der er sikkert potentiale for mange konstruktive debatter på arbejdspladsen – eller i centret.


Sundhedsstyrelsen anbefaler

 - Folat, jern, D-vitamin og kalk til gravide
 - D-vitamin og kalk til ældre kvinder over 70
 - Særlige anbefalinger gælder for spædbørn under 2 år


Hvad med træthed?

Du har garanteret hørt det: ”Hvis du føler dig træt – spis vitaminer!” Men nej, vitaminmangel er langt fra den mest oplagte forklaring på træthed. Sandsynligvis trænger du blot til at sove lidt mere! Hvis du vil have et par råd til hvordan, så læs vores artikel om søvn her.