Rigtig mange kommer i centret for at tabe sig – og helst inden sommerferien. Hvordan får du et vægttab, der holder? I denne artikel finder du fem ting, du kan gøre for at blive klar til badesæsonen, for du kan godt nå at tabe dig 3 kilo inden ferien i juli.
Hvorfor er det så svært at tabe sig?
Lad os bare sige det, som det er: Det ER meget nemmere at få deller end at slippe af med dem igen. Vores kroppe er udviklet til et helt andet liv, end det vi lever i dag. I gamle dage var det ikke sikkert, at der var aftensmad til alle, der var lidt længere mellem arbejdspladser med buffetfrokost, og døgnåbne kiosker var lige så sjældne som isbjørne i Afrika.
Var der mad på bordet, gjaldt det om at få mest muligt ud af den. Derfor er vi så glade for sød og fed mad. Og derfor er vores kroppe så forbandet gode til at udnytte overskydende kalorier i form af fedtoplagring.
Heldigvis er vi ikke viljeløse slaver af vores kroppe, men kan selv gøre en indsats for at komme af med de overflødige kilo igen:
1. Gå efter et halvt kilo om ugen
Du kan godt tabe dig mere end et halvt kilo om ugen, men det er næsten givet, at det ikke holder. Et roligt tempo er den bedste forudsætning for at tabe sig på en sund og varig facon. Både fordi det ikke kræver større livsstilsændringer, end de fleste kan overkomme, og fordi det er den sunde måde at tabe fedt på.
Det er også derfor, det er et halvt kilo, vi garanterer, at du kan tabe dig, hvis du melder dig til vores slankeprogram +SLANK (kun for dig med BMI over 25).
Læs om +SLANK
2. Undgå yo-yovægt
Heldigvis er der sammenhæng mellem at tabe vægt på den sunde måde og at være i stand til at holde vægten bagefter. Taber du dig i et roligt og afbalanceret tempo, har du de bedste odds for at holde fast. Kaster du dig i stedet ud i den ene slankekur efter den anden, får du blot nederlag på nederlag – også selvom det føles som succes i en kort periode. Hellere en lille livsstilsændring end en voldsom slankekur.
3. Vælg ét fokusområde
Der er rigtig mange ting, man kan gøre for at tabe sig. Men prøver du at gøre det hele på én gang, taber du modet, før du taber kiloene. Uanset viljestyrke er der grænser for, hvad man kan overkomme. Vælg i stedet at gøre én ting, men gør det konsekvent. Fx:
- Spis morgenmad
- Drop sodavand/saftevand og drik vand i stedet
- Begræns slikspisning til én dag om ugen
- Spring kagen over på arbejdet
- Tag kun én portion til frokost og aftensmad
Når først det er blevet en vane, kan du begynde på én ny ting.
4. Træn med måde
Træning er vigtig, når du skal være sommerfit. Det skubber din kaloriebalance i den rigtige retning, øger dit stofskifte og strammer dine muskler op. Men lige som med kosten er det vigtigt ikke at prøve at gabe over for meget på én gang. Det er bedre at træne én gang hver uge, end at træne intensivt i tre uger og så stoppe pga. mangel på tid, overtræning eller manglende motivation.
5. Sov dig til vægttabet
En god nats søvn er den perfekte måde at gå ned i vægt på. Er du i søvnunderskud, producerer din krop stresshormoner, som øger din appetit og medvirker til øget fedtoplagring. Sover du i stedet 7-8 timer hver nat, bliver du slankere, smukkere, klogere og rigere – nå ja, måske ikke rigere, men 3 ud af 4 er da også ret godt.