7 tips til at få trænet i en travl tid.

Sikken voldsom trængsel og alarm... Ja, så er det altså snart tid igen: Julefrokoster, gaveindkøb, budgetårets afslutning, nytårsfester og alt det andet, der gør årets sidste uger ekstra travle, kan true med at ødelægge dine gode træningsvaner – og så ender man måske med at skulle starte forfra i januar... igen!

Men hvis du følger nogle af disse enkle forholdsregler, kan du måske forbedre dine chancer for at komme godt og træningssikkert gennem travlheden...


1. Hellere lidt end ingenting: Hav "Plan B" klar på forhånd


Den største træningsfjende når man har travlt, er tanken om at "nu er det for sent, det kan alligevel ikke betale sig". Hvis du har fået ind i hovedet at kun 90 minutters hård træning er acceptabelt – så skal det nok blive svært. Skriv en lille seddel med en "kort workout" hvis du fx har 30 min., eller en "superkort workout" på 15-20 min., og hav sedlen sammen med dit medlemskort.

20 minutter er bedre end ingenting, især hvis du véd hvordan du vil træne, så du ikke spilder tiden. Spørg evt. en træningsvejleder – eller du kan få inspiration til en kort, effektiv workout fra app's som den gratis Nike Training Club.

Husk også på: Det er de færreste der fortryder, at de tog af sted til træning…


2. "Pakkeløsningen": Pak tasken i forvejen


Uventede møder eller forsinkede tog kan hurtigt forstyrre træningsrytmen. Men hvis du er forberedt, kan du udnytte de muligheder der opstår spontant - en dag, der ikke er så travl som forventet pga. ferier, et møde der bliver aflyst pga. snevejr, og så videre. Gør en taske klar til næste gang lige så snart du kommer hjem fra træning, og hav den liggende i bilen eller med på kontoret.

Opstår der ingen muligheder alligevel? Tag den bare med til næste planlagte træning, så har du ikke mistet noget tid. Hvad med at gøre den første taske klar - lige nu?


3. Er det vigtigt? Skriv ned hvornår – og hvorfor du vil træne


Skriv ned hvorfor du træner, enten dit langsigtede mål eller hvad træningen gør for dig på kort sigt. Skriv det så ind i din kalender – helst med en alert på din telefon. Det er nemt nok at sige "jeg har vist ikke tid i dag". Det er sværere, hvis din kalender siger "17:00 - Træning: Føl dig energisk, stærk og frisk".


4. Stræk ud ved skrivebordet


Det behøver ikke være den store Kaptajn Jespersen-bøj-og-stræk-rutine. Men hvis man sidder ned hele dagen, kan det være svært at tage sig sammen til at bevæge sig – og nemt at sige "jeg har alligevel ikke tid". Lav nogle enkle udstrækninger sidst på dagen, og rejs dig op og gå lidt omkring – det fjerner muskelspændinger, holder blodcirkulationen i gang, og forbereder din krop på at der er mere aktivitet forude.


5. Når far kommer hjem, så er mor... taget til træning: Planlæg og aftal


Hvis du kan regne med noget i december, så er det, at du ikke kan regne med rutinerne. Togene går ikke til tiden, dine kolleger holder ferie den dag du havde brug for dem, og børneinstitutioner har influenzalukket den dag du er mest travl – men lad det ikke være en undskyldning for ikke at planlægge. Brug 5-10 minutter hver søndag på at planlægge, hvornår du realistisk set kan få trænet – og har du børn, så aftal med din partner hvem der henter, bringer og køber ind på dine træningsdage.


6. Drop spildtiden – bare én måned


Giv dig selv 1 time ekstra om ugen i tidlig julegave. Optag yndlingstv-serien og gem et par afsnit til fridagene kommer - og træn i stedet for. Se om du kan klare måneden uden at klikke på mails med fjollede YouTube-klip fra Jørgen i regnskabsafdelingen og "celebrity-gallerier" på MSN. Eller se om du kan spare lidt sammen fra Facebook-, Twitter- eller messengertiden til en ekstra time om ugen. Vil du holde dig ajour med vennerne? Så invitér dem med i centret!


7. Har du børn? Så tjek hvornår dit center kan hjælpe med pasningen!


Hvis du udnytter mulighederne i vores børnerum, kan du måske bedre kombinere træningen med praktiske ærinder. I bestemte tidsrum er der nemlig børnepassere, der kan passe godt på børnene mens du fokuserer på træningen. Tjek dit lokale centers regler for børnerum, så har du en undskyldning mindre for at holde julefri...

Se børnepasningstider på dit centers lokale side