Funktionel træning har snart i flere år været et af de varmeste modeord inden for træning – og det ser ud til at være kommet for at blive. Eller rettere: Kommet tilbage for at blive. Funktionel træning bygger nemlig på en lang tradition af varieret, balanceorienteret kropsvægtstræning, så det er ikke bare et modepåfund.
Men det er også mode, med dertil hørende forvirring og sammenblandede begreber. Funktionel træning bliver nemlig brugt om alt fra enkle genoptræningsøvelser hos fysioterapeuter til avancerede, nærmest akrobatiske øvelser, som et-bens-squats stående på vippebræt – selvfølgelig med en kettlebell i strakt arm...
Men hvad er funktionel træning egentlig? Hvad er det hos fitness dk? Og er det mon noget for dig? Det kan du finde ud af her.
Hvad er funktionel træning?
Teorien bag funktionel træning har sit udspring i fysioterapien og hospitalernes genoptræningscentre, hvor man begyndte at udvikle øvelser, der ikke havde ensidigt fokus på at træne bestemte muskler, men snarere efterlignede de funktioner, man ønskede at genoprette.
Selvom der nu er mange variationer af "funktionel træning", så er dette princip grundlæggende for dem alle: I funktionel træning træner man bevægelser, ikke muskler. Og musklerne udvikles som følge af de bevægelser, man ønsker at blive bedre, hurtigere og stærkere til – men de bliver ikke isoleret og trænet 'for musklens egen skyld'.
Funktionel træning er altså træning, der tager udgangspunkt i, hvad du skal bruge din krop til – og så indrettes øvelserne efter det. Det er træning, der skal gøre din krop velfungerende.
Er funktionel træning bedre end andre træningsformer?
Man kan ikke sige, at det er bedre – men den funktionelle træning gør bestemt nogle andre ting. Traditionelle styrketræningsøvelser, både i maskiner og med frie vægte, er først er fremmest beregnet til at få bestemte muskler eller muskelgrupper stimuleret mest muligt. Og den slags øvelser er effektive: Hvis du bruger dem rigtigt, vil du både mærke at du bliver stærkere, og kunne se forskellen i spejlet.
Men, men, men... Det er bare ikke særlig ofte, at man på kontoret eller i bilen udfører en bevægelse, der ligner et veludført bænkpres eller en biceps preacher curl – og skal man endelig løfte noget, så har det sjældent et fint håndtag, og man sidder måske heller ikke med ryggen sikkert mod en velpolstret pude, som man gør i en maskine.
Og kabeltrækøvelser? De ligner nok heller ikke noget fra din hverdag – med mindre du ofte har brug for at trække i Intercity-togets nødbremse...
Til gengæld er de fleste menneskers hverdag fyldt med små og store løft, de fleste i lidt akavede positioner, situationer hvor man skal skubbe og presse og strække sig, komme op og ned ad trin, ind og ud af biler... osv.
Ville det ikke være rart, hvis træningen også gav lidt mere styrke og overskud til den slags? Det er her funktionel træning tager fat: Træning, der mere direkte kan overføres til hverdagssituationer, fordi du øver dig i samspillet mellem alle kroppens muskler, og fordi du på samme tid træner styrke, udholdenhed, balance og stabilitet.
Den stabile styrke
Funktionel styrke i hverdagen handler nemlig i høj grad om stabilitet: Dine musklers og leds evne til at holde din krop i gode og sunde positioner selv under belastning. En typisk situation hvor man får oplevelsen af manglende funktionel styrke, er fx når man skal løfte noget op fra et bagagerum, ikke helt har tilstrækkelig styrke i kropskernen til at udføre løftet fornuftigt, får bøjet sig lidt for meget, og.... Av! Eller hvis man er rigtig uheldig: Knæk!
Derfor arbejder funktionel træning med øvelser der udføres i 'kontrolleret ustabile miljøer', altså stillinger hvor du selv skal stabilisere bevægelsen uden hjælp fra maskiner o.lign., men dog kontrolleret for at minimere skaderisiko. Et typisk eksempel fra kettlebell-træning kunne være et "tyrkisk get-up", hvor du rejser dig fra at ligge på ryggen til at stå op, mens du hele tiden holder én kettlebell i strakt arm. Her er hele kroppen engageret i at holde balancen, mens du udfører løftet.
I funktionel træning kaldes dette 'proprioceptisk træning': Træning der udvikler din muskel-ledsans, dvs. den sans som styrer opfattelsen af hvor led og lemmer er i forhold til hinanden og til rummet omkring en.
Funktionel træning i fitness dk
Er det et nyt tilbud i fitness dk? Både og: Vi har fået større fokus på det, men vi har altid dyrket elementer af funktionel træning – for vi tror på at træningen er mest motiverende, når du hurtigt mærker, at din indsats giver gevinst i din hverdag.
Så når træningsvejlederen ved det allerførste møde spørger til din hverdag og dine behov, så er det blandt andet for at sikre at du også træner funktionelt - altså en træning, som passer til den måde du bruger kroppen på til hverdag. Mange Puls & Styrke- og Stram-op-timer arbejder derfor også med principper fra funktionel træning.
Men der er selvfølgelig hold, der har større fokus på den funktionelle træning. Prøv fx CrossFit og Kettlebells, som er to af de mest populære tilbud inden for funktionel træning. Du kan også vælge vores bold-timer, eller det hold, der simpelthen hedder "Fuctional".
Fælles for disse hold er fokus på balancen, på kroppens kerne, og på at udfordre hele kroppen på både kondition og styrke. Fordi man typisk arbejder med kropsvægtsøvelser og håndvægte, kan træningen tilpasses alle niveauer - fra begynderen til eliteatleten.
Konklusion: Er det noget for dig?
De former for funktionel træning vi udbyder er i hvert fald god træning. Om det er den bedste træningsform for dig? Det afhænger helt af dine mål.
Der er nemlig ingen tvivl om, at mere konventionelle styrketræningsformer virker: Det kan give store muskler, det kan give stærke muskler, og det kan også give ekstrem udholdenhed. Men det er også klart, at de bevægelser man udfører, og den belastning man udfører dem med, ligger langt fra de fleste menneskers hverdagsbevægelser. Det er netop én af grundene til at musklerne reagerer så effektivt på dem.
Og derfor kan du godt opleve at opnå en meget veltrænet krop – men alligevel kun i begrænset grad få funktionel gavn af det i hverdagen.
Måske er din kropskerne i virkeligheden ikke stærk nok til at få fuld gavn af den klassiske styrketræning, eller måske er din muskel-ledsans ikke udviklet nok til, at du får fuldt udbytte af al den styrke, du har trænet dig til i maskinerne. Så er det måske tid til at variere med en ny, mere funktionel træningsform?
Vi tror på, at du får de bedste resultater ved at træne varieret, ved at dyrke træningsformer der giver motivation i stedet for at dræne, og ved at lave øvelser der udfordrer din krop.
Og måske kan funktionel træning være lige dét der flytter din træning til et nyt niveau.