Søndag den 22. maj klokken alt for tidligt om morgenen stod Glenn op, spiste morgenmad og gjorde sig klar til at løbe 42,195 km i Københavns gader og stræder. Træningen op til det store løb foregik sammen med fitness dk's Elite Løb hold, som Glenn startede på tilbage i november 2011. Inden da stod den primært på squash-træning - og ikke specielt meget løb.


Læs hele interviewet med Glenn Hansen


1) Hvordan har det været at træne op til Copenhagen Marathon med fitness dk Elite Løb?

  Det har været en fantastisk oplevelse, uden tvivl hårdt, men har også virkelig flyttet nogle grænser. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle gennemføre en marathon, men da fitness dk begyndte med Elite løb, tænkte jeg at nu skal det være.

Jeg ville aldrig have kommet igennem, hvis ikke jeg havde nogle dygtige og motiverende instruktører samt et rigtigt godt sammenhold på vores løbehold - det gjorde at jeg kom afsted selv i sne og slud. Der ville jeg have blevet på sofaen, hvis jeg skulle træne for mig selv.  


2) Hvilken form var du i, da du startede?
Jeg var nok i relativ skidt form. Det længste jeg havde løbet inden var Eremitageløbet (13,3 km), og langt fra i den bedste tid. Inden jeg tilmeldte mig Elite løb, trænede jeg nok ikke engang 1 gang om ugen - spillede dog Squash en gang om ugen, det gør jeg stadig udover mit løb.


3) Hvor mange timer har du trænet pr. uge – i starten og til sidst?
Altså jeg startede jo i det små. På løbeholdet startede vi med to gange af 1½ time om ugen, her løb vi nok max 10 km pr. gang. Men vigtigst af alt var det intervaltræning, som jeg tror er hvorfor jeg flyttede mig så hurtigt som jeg gjorde. Halvvejs i forløbet begyndte vi på holdet at supplere med ekstra løbeture i weekenden (uden instruktør), hvor vi løb de lange ture for at få kilometer i benene - her kunne man virkelig mærke gavnen af intervaltræningen. Til sidst i forløbet løb jeg nok 3-4 gange om ugen. Jeg var jo blevet afhængig af at løbe.


4) Hvad har været det bedste ved træningen?
Uden tvivl sammenholdet på Elite holdet, det har betydet alt! det er motiverende - både sammenholdet mellem instruktørerne og "eleverne", det har været ubeskriveligt. En rigtig god sidegevinst er jo at jeg er kommet i mit livs form, og kan virkelig mærke at det gør noget for mit energiniveau til hverdag.


5) Hvad har været det værste ved træningen?
Helt ærligt ingenting, synes det har været en fantastisk rejse. Der har selvfølgelig været dage, hvor det ikke var lysten som drev det, specielt i frost og sne, men igen var tanken om at der stod nogle og ventede på en nok til at man kom afsted. Og så har vores instruktører nok skulle ligge ører til en del brokkeri og "hvor har vi ondt af os selv", specielt i starten.


6) Fortsætter du på holdet – og hvis ja – hvad er næste mål?
Ja, vi er i fuld sving igen på Elite holdet. Alle sammen er fortsat. Dog er der lidt sommerpause i den nu og skulle jo lige komme os ovenpå anstrengelserne efter Copenhagen Marathon. Næste mål er en Powerade Halvmarathon her sidst i august, så skal vi løbe DHL og Eremitage løbet og så skal vi selvfølgelig have fundet et nyt marathon, som der skal trænes op til. Nu skal tiden jo gøres bedre!


7) Hvad ville dine tre råd til en person, som overvejer at træne op til et marathon, være?
Træn på et hold frem for at træne alene - fællesskabet gør verden til forskel. Køb de rigtige løbesko fra starten, få lavet en professionel løbetest - det betaler sig i længden (ingen skader). Gå aldrig ned på udstyr - det er altid fedt at have det nyeste grej.