Kan man bruge det samme tøj til yoga, løb og vægttræning? Det hurtige svar er: Ja, det kan man godt – ligesom man kan bruge en skruetrækker både til at skrue skruer i og slå søm i. Men skal du bygge et hus – eller bare et hundehus – er det nok smartere både at have hammer OG skruetrækker.
Der er ingen grund til at gå ud og købe for 1.000 kr. yogaudstyr, hvis du bare skal prøve en time. Men mener du det alvorligt, så er det rigtige tøj afgørende for den gode træning. Her får du vores guide til at blive ordentligt klædt på til træningen.
Generelle principper for træningstøj
Når man skal vælge træningstøj er der typisk tre ting man skal tænke på (ud over prisen, der selvfølgelig altid betyder noget):
1. Komfort
2. Præstation
3. Udseende
Tøjet skal være behageliget at have på, mens du træner. Det skal understøtte dine præstationer i den givne sportsgren – eller i hvert fald ikke hindre dem. Og så skal du synes, at det sidder godt. Desværre er det ikke altid, man kan få det hele på én gang, selv om i hvert fald komfort og præstation tit er to sider af samme sag.
Vi vil som altid slå et slag for, at du først og fremmest fokuserer på komfort og præstationer, også selv om det skulle gå lidt ud over udseendet. Det er selvfølgelig helt og holdent dit valg, hvordan du prioriterer.
Funktionelle kendetegn
Kigger vi først og fremmest på funktion, er der en række egenskaber som er vigtige, uanset hvordan du træner. Tøjet skal være:
Svedtransporterende – Den vigtigste forskel på moderne træningstøj og det gammeldags bomuldstøj er evnen til at transportere i stedet for at opsuge sved. fx Nike Dri-fit, Lightning Dry fra New Balance eller CLIMACOOL fra Adidas.
Let: Det er ikke tøjet, der skal yde modstand, når du træner. Lette tekstiler giver typisk den bedste komfort under træningen og de bedste resultater til konkurrencer.
Beskyttende: Tøjet skal give dig lige præcis den beskyttelse du har brug for til din træning. Fx er der stor risiko for at rive sig på brystvorterne, hvis man løber i bomulds T-shirts eller at slå eller rive fødderne, hvis man træner i maskiner uden sko på.
Akklimatiserende: Tøjet skal kunne tilpasses din kropstemperatur. Det værste du kan gøre under træningen er at fryse. Det er ikke bare ødelæggende for din motivation, den kan også øge din skadesrisiko markant.
Ikke-hæmmende: Ud over tøjets lethed er det pasformen, der er afgørende for, om tøjet støtter eller hæmmer din træning. Forskellige træningsformer har forskellige bevægemønstre, og det kan faktisk gøre en forskel om trøjen er lavet til dans eller løb.
 |
Særligt for kvinder: Når det kommer til fitness, har kvinder to klare fordele – og dem skal der holdes godt styr på. Derfor er det vigtigt med en god sports-BH. Den skal først og fremmest holde fast og støtte, uden at hindre dine bevægelser eller blive våd af sved. Uden sports-bh risikerer du at få slappe hængebryster – et gennemsnitligt frithængende bryst bevæger sig 9 cm op og ned under løb. HVER VEJ…. Undgå så vidt muligt hægter i ryggen, syninger og vaskemærker som kan genere under træningen. |
Særligt for løb på løbebånd
Overdel: Skal være svedtransporterende og let. Må ikke være at for løs. Overvej at løbe ærmeløs pga. temperaturen – hvis dine skuldre er brede nok til at bære det.
 |
Underdel: De forkerte shorts kan give irritation eller ligefrem gnavsår. De bedste løbeshort er skåret højt op i siderne. Alternativet er tights, enten korte eller lange.
|
 |
Sko: Ja, du har brug for støddæmpning og stabilitet, når du løber på løbebånd. Og nej, du skal ikke bruge de samme sko, som du bruger udenfor. De må gerne være magen til, men vi vil helst ikke have grus, småsten og det der er værre ind i centrene.
|
Særligt for udendørs løb
Tøj til løb i felten er et noget mere kompliceret emne end indendørs løb, først og fremmest fordi klimaet har så stor betydning, men også terræn og omgivelser er anderledes. Først og fremmest har du, afhængig af vejret, brug for 2 eller 3 lags tøj – et isolerende og svedtransporterende inderlag, et beskyttende og svedtransporterende mellemlag og et vind- og vandtæt yderlag. Løber du i uvejsomt terræn, kan det være du har brug for særlige trail-løbesko med grovere mønster og mere slidstærk yderlag. De skal også helst kunne tåle vand og mudder.
Særligt for cykling
Cykling kræver en del særligt udstyr.
Overdel: Til indendørs cykling er det ikke så afgørende om T-shirten sidder tæt på kroppen. Uanset hvor hurtigt du cykler, stiger luftmodstanden ikke af den grund … du kan sagtens bruge den samme bluse, du bruger til fitness eller løb. Det vigtigste er, at den er svedtransporterende, da indendørs cykling for alvor kan sætte gang i din krops vandkanaler.
Udendørs er det dog en anden snak. Her skal blusen sidde tæt, kunne lynes ned og helt op i halsen, så du nemt kan justere temperaturen. Du har brug for en egentlig cykeltrøje.
Overtræk: Tag gerne en hættetrøje med. Du kommer til at svede, så du har brug for noget til at holde dig varm efter timen.
 |
Bukser: Cykelshorts er det eneste der dur. Med indlæg, hvis du ikke vil have gnavsår i røveren. Og seler, hvis du ikke bryder dig om hænge-r** i bukserne.
|
 |
Sko: Cykelsko med klips til LOOK-kompatible klamper. Du kan enten låne i centret eller købe dine egne. |
Særligt for fitness (inkl. frivægtstræning)
Ved styrketræning skifter du mellem høj intensitet og pauser. Det er vigtigt nemt og hurtigt at kunne justere kropstemperaturen. Du har også brug for en vis beskyttelse mod slidmærker og klemmelus.
Underdel: Vælg løse shorts – gerne lidt lange i det – eller lange bukser, så du holder dig varm i pauserne. Det KAN lade sig gøre at squatte i tights, men det kræver sin mand… Og løbeshortsene hører ikke til i styrketræningslokalerne, tak.
Overtræk: Husk en overtrækstrøje. Det behøver ikke være XXXL, en helt almindelig hættetrøje er mindst lige så god.
 |
Overdel: En let, svedtransporterende løbe T-shirt kan være fin til styrketræning. Nogle synes at kompressionsbluser, som understøtter musklerne, hjælper dem til at yde mere. Undgå at træne i nylonovertrækstøj (fx løbeovertøj). Det er for glat og bliver for nemt revet i stykker. |
 |
Sko: Stil venligst dine Kayano’er i omklædningsrummet. Til styrketræning skal du have sko med et minimum af støddæmpning, evt. med øget stabilitet op over anklen. Det du har brug for er balance og stabilitet, ikke gyngende affjedring. |
Særligt for flow-hold
Fx yoga, BODYFLOW, tai-chi eller pilates.
På flowhold kan kropstemperaturen skifte meget. Samtidig kan du finde dig selv i meget uvante stillinger, fx med benene op og hovedet ned. Det er rarest, når tøjet ikke flagrer alt for meget – og når bukserne ikke glider ned af låret. Derfor anbefaler vi tyndt, tætsiddende tøj, som både kan klare høje og lave temperaturer: lange bukser, bare fødder og en overtræksbluse inden for rækkevidde, hvis du bliver kold.
 |
Sko eller bare tæer: Hvis du fryser om tæerne, kan du evt. prøve de særlige Fivefingers barfodsko, som giver god friktion, så du ikke glider, uden at hindre din bevægelighed. |
Særligt for aerobe hold
De fleste af vores hold kombinerer flere træningsformer i en session. Her kan vi anbefale at kigge i butikkerne efter ”fitnesstøj”. Det er som regel allround-tøj, der kan lidt af hvert og derfor giver de bedste resultater ved meget varieret træning. Fx er fitness-sko lettere end typiske løbesko og har mindre stabilitet i sålen. Tøjet bør sidde tæt til kroppen og ikke flagre for meget.
Særligt til AQUA træning
 |
To ord: Badetøj og svømmebriller. Nemt, ik’? |