Et fitnesscenter er et mikrokosmos, et spejl af samfundet udenfor, blot bliver vores personlige egenskaber endnu mere udtrykte, når vi højrøde i hovedet presser 100 kilo eller lystigt stepper til ”Rude Boy” på Stairmasteren. I centret bliver vores personlighed holdt helt frem i lyset, hvor alle kan se.
Kan du genkende dig selv – eller måske snarere alle de andre i centret – i én af nedenstående typer?
Mr. Swing King
Nej, det er ikke noget med swingerklubber. Mr. Swing King-typen svinger kun med vægte. Men de får til gengæld også fart på, så det blafrer i lokalet. Han løfter nemlig håndvægte med hele kroppen: Et lille tilløb, et voldsomt vrid i overkroppen, og så svinger han håndvægten opad med noget der ligner en blanding af bowlingteknik og golfswing. Når først håndvægten er i bevægelse, svinger han den frem og tilbage nogle gange. Han kalder det selv "biceps curl". Vi andre kalder det at lufttørre håndvægten.
Det siger han selv: YEAH BABY! 2 kg mere end sidst!
Det siger floor coachen: Mindre vægt, albuerne indtil siden, mindre vægt, kroppen i ro, kontrolleret løftebevægelse, og for guds skyld: mindre vægt. Dårlig teknik giver dårlig træningseffekt og større skadesrisiko.
Sludrechatollet
Et chatol – det er sådan et der står tungt og fast ovre i hjørnet af stuen. Det rokker sig ikke ud af stedet. Til gengæld er det fuld af gamle historier og spændende kroge og vinkler. Det er lidt det samme med Sludrechatollet. Hun står som regel langt mere stille end hun bevæger sig. Til gengæld er der én ting, der ikke står stille ét sekund: Munden. Hvis hun efter et træningspas føler sig udmattet, er det i kæberne, ikke i balderne. Der er fuldt fart på, men kun på anekdoterne og sladderen. Og hun kan også være en han …
Det siger hun selv: ”Og så sagde han også, men det var bare fordi, og hun har også hele tiden …”
Det siger træningsvejlederen: Det er helt fint at tale med andre mennesker, men hvis du kan sludre hele tiden, er det måske fordi du ikke træner hårdt nok. Prøv at fokusere på træningen, og giv dig lidt mere. Du vil blive forbavset over, hvad du kan opnå.
Stønneren
”Pruuust … Hhhhhhhn---ååårh” – ofte fulgt af et lille grynt. Og så et snøft. Og et hark, bare som et effektivt punktum. Det er tydeligt for alle, at Stønneren anstrenger sig. Og skulle der være én nede på romaskinerne, der ikke har opdaget det, kan en voldsom, demonstrativ afslutning på sættet nok klare det. Når stønneren er i centret, er der ingen, der er i tvivl om, at her trænes der på liv og død. Helt uagtet vægtens størrelse, bliver hver eneste gentagelse akkompagneret af en symfoni af kropslyde.
Det siger han selv: ”No pain, no gain!”
Det siger centerchefen: Det er dejligt du træner igennem. Hård træning giver hårde muskler. Men husk på at du ikke er alene i centret, og det ikke er alle der synes det er lige appetitligt at høre på dine udgydelser. Almindelig pli gælder også i tanktop og shorts.
Det-er-så-yndigt-at-følges-ad
De to er uadskillelige. Hver eneste øvelse tages i fællesskab. Hver eneste repetition er en gensidig anstrengelse. Kærester er de dog ikke. Tror vi nok. Vi taler om makkerparret som virkelig har taget opfordringen om at have en spotter alvorligt. Så alvorligt, at det næsten er spotteren der løfter hele vægten. Vægten er så stor at manden på bænken ikke ville have en kinamands chance for at løfte den alene. Men hvad – bagefter kan man sige, at man pressede 120 kilo på bænken, uden at blive øm!
Det siger de selv: Vi hjælper hinanden til nye højder.
Det siger træningsvejlederen: Hvem træner hvad her? Skal det der være en pres- eller en trækøvelse? Hvis du har brug for hjælp fra første repetition, så har du for meget vægt på. Skru ned for vægten, spotteren skal kun træde til på sidste gentagelse.
Topmodellen
Det er pudsigt nok. Uanset hvor meget Topmodellen anstrenger sig, er der ikke en dråbe sved der kan ødelægge den perfekt lagte, vand-, sved- og tårefaste mascara. Træningstøjet er fra D&G, øreringene større end en 40-kilos håndvægt, og håret er sat, så det ikke flytter sig en millimeter hele den periode, hun befinder sig i centret. Alle kan se, at her er der brugt langt større anstrengelser foran spejlet, end der nogensinde bliver lagt i træningen.
Det siger hun selv: Hvordan ser jeg ud på den her?
Det siger floor coachen: Du må altså gerne anstrenge dig på den der. Et fitnesscenter er ikke en skønhedskonkurrence, og sved er ikke ulækkert, tværtimod. Brug i stedet din energi på løbebåndet eller til holdtræningen, det bliver du (endnu mere) lækker af!
Perpetuum Mobile – eller Evighedsmaskinen
Han er der, når du kommer, han er der, når du går på toilettet, og han er der stadig, når du går hjem igen. Hvis du troede, at du skulle træne skuldre i dag, tog du fejl, for Evighedsmaskinen har sat sig på skuldepresmaskinen og er kun nået til 7. sæt … af 35. Alle variationer skal prøves. Tungt, let, bredt greb, smalt greb, fulde reps, halve reps, negative reps, pyramider og omvendte pyramider, han bliver ved og ved og ved.
Det siger han selv: Der er ingen, der træner seriøst mere!
Det siger træningsvejlederen: Der er ingen dokumenteret sammenhæng mellem træningsvolumen og træningseffekt. Du får intet – INTET – ud af at træne den samme muskelgruppe i timevis og på hundrede forskellige måder. Træn max to øvelser pr. muskelgruppe.
Millimetermanden
Der er nogle mennesker, der synes en gentagelse af en øvelse er, når man (som regel under stor anstrengelse) har løftet vægtet fra ét yderpunkt til et andet. Hele vejen. Sådan er det ikke for millimetermanden. Han flytter vægten hurtigt og mange gange – ca. 2 cm frem og tilbage. Han behøver ikke være særlig stor, men vægten er så meget desto tungere. Måske siger han, at han er ”hard-gainer” og forklarer, at man godt kan være stærk uden at være stor. Én ting er sikker – man kan i hvert fald godt være en fandens karl uden at træne korrekt.
Det siger han selv: Hvor mange chin-ups kan DU tage?
Det siger den personlige træner: ER du stærk, eller TROR du det bare? Skal du have fuldt udbytte af dine øvelser, skal du tage den fulde bevægelse. Det er først når du flytter vægten fra bund til top, at kroppen virkelig har glæde af din indsats.
Miss Wet Seat
Tit ser man hende ikke selv. I hvert fald ikke før det er for sent. Så meget desto mere ser man hendes efterladenskaber: En stor pøl af sved på sædet til benpresmaskinen eller en drivende våd gulvmåtte. Det er ikke fordi hun sveder mere, end så mange andre (ok, måske lidt …), og det er såmænd heller ikke fordi hun træner hårdere eller anderledes end andre. Næ, det der kendetegner Vandfaldet, er hendes åbenlyse ligegyldighed over for om andre skal soppe i hendes kropssekreter, mens de kæmper for at gennemføre deres eget træningsprogram.
Det siger hun selv: Kvinder sveder ikke, vi transpirerer!
Det siger floorcoachen: Sved er godt! Men sved på maskinerne er ikke godt! Så brug venligst et håndklæde.
Vil du vide hvem der kan hjælpe dig med dine udfordringer?
I artiklen ovenfor giver vi nogle velmenende råd til en række fiktive typer fra centret. Du er selvfølgelig ikke én af dem, men har dine helt egne udfordringer. Fortvivl ikke. Vi kan hjælpe dig til at få den bedst mulige træning. Læs artiklen om hvilke muligheder du har for at få assistance i fitness dk her.