Hvordan ved du, om din træning går godt, om du får noget ud af den, eller om du opnår alt for lidt? Med klare mål bliver det meget nemmere at få succes. Det bliver også sjovere.
For at afgøre, om du gør fremskridt, har du brug for at vide både, hvor du står, og hvor du er på vej hen. Du har brug for mål, som definerer din succes, motiverer din træning og gør det muligt at lave et program. Sætter du mål på den rigtige måde, er der næsten garanti for at du når dem – selv om du selvfølgelig stadig skal svede i centeret.
Et mål der virker, er et SMART mål:
S pecifikt
M ålbart
A mbitiøst
R ealistisk
T idsbegrænset
Specifikt
For at et mål kan motivere, og du kan se om du nærmer dig, skal du være specifik:
- Jeg vil have mindre kropsfedt
- Jeg vil have større muskelmasse
- Jeg vil forbedre min kondition
- Jeg vil forbedre min udholdenhed
- Jeg vil kunne tage flere armbøjninger
Målbart
Sæt tal på. Så enkelt er det. I stedet for at sige at du skal tabe dig, så sig at du skal tabe 7 kg, reducere din BMI med 2 eller gå fra str. 42 til 38. I stedet for at sige at du skal blive bedre til bænkpres, så sig at du vil kunne presse 100 kilo én gang. Når dine mål er målbare, kan du ikke blot se helt præcist, hvordan det går. Du kan også dele dem op i mindre og mere overskuelige delmål, hvilket er afgørende for motivationen.
Ambitiøst
Mål skal ikke være for lette. Hvis du sætter mål, som er nemme for dig at nå, udfordrer du ikke din krop og psyke tilstrækkeligt – og du risikerer at stå i stampe i stedet for at gå videre. Så overvej med dig selv, om du er ambitiøs nok.
- Kunne du stille lidt større krav til dig selv?
- Sigter du efter dit ideal – eller går du på kompromis?
Realistisk
På den anden side skal dine mål også være realistiske. Når du sætter dine mål, så husk på sætningen:”Der findes ikke urealistiske mål, kun urealistiske tidsrammer”. Du kan mere end, du tror. Meget mere. Det tager bare den tid, det tager.
Tidsbegrænset
Et mål uden en deadline er ikke et mål. Det er en ønskedrøm. Det er afgørende, at du kobler specifikke, målbare og ambitiøse mål med en realistisk tidsramme. Og det er her, din realitetssans kommer på en prøve. For hvad er en realistisk tidsramme? Det er det svært at sige noget alment gyldigt om. Det er helt afhængigt af den enkelte:
- Hvad er udgangspunktet?
- Hvor meget tid har du til at træne?
- Hvor god er du til at ændre vaner?
- Hvor hurtigt tilpasser din krop sig nye udfordringer, osv. osv.
Det bedste råd, vi kan give, er at tale med en træningsvejleder – eller endnu bedre: en personlig træner, som både hjælper dig med at sætte mål og med at nå dine mål.
Skriv dem ned! Og del dem!
Sidste skridt er at skrive dine mål ned og dele dem med andre. Der er stor forskel på blot at tænke på et mål og så skrive det ned. Et mål, der kun er skrevet op på den mentale notesblok, er ikke SMART, uanset hvor specifikt, målbart osv. det er. Det er først, når det er skrevet ned, det egentlig bliver virkelighed. Og fortæller du andre om det, er det dobbelt så virkeligt – og dobbelt så effektivt.
Og så skal du have en belønning...
En af fordelene ved at dele et mål op i mindre, mere overskuelige delmål, er at du så har lov til at give dig selv nogle flere belønninger. For når du når et mål, skal det fejres! Skriv gerne din belønning ned ved siden af dine mål, så du ved, hvad du har at glæde dig til.