Er du én af dem, som kommer hviledagen i hu? Måske lidt for ihærdigt? Sover lidt for længe, ser lidt for meget fjernsyn, og hænger lidt for længe over brunchen eller morgenavisen? Så går du glip af ugens bedste træningsdag. Simpelthen.
Søndag er der plads
Der er rigtig mange som hviler sig om søndagen. Det har den positive virkning, at der er masser af plads i centret. Som regel ingen ventetid ved maskinerne, kortere køer til populære hold og bedre plads i badet. Benyt dig af de andres dovenskab og få tid og rum til at nyde din egen træning … så længe det varer.
De fleste fitness dk centre har åbent om søndagen til 16, mange steder helt til kl. 19.00. Uanset om du er A eller B-menneske, kan du få plads. Find dit center og se åbningstiderne her
Søndag er du frisk
De fleste af os har kun begrænset overskud på hverdage. Lang arbejdstid, husarbejde, familiepligter, venner mv. trækker på ressourcerne, og gør det svært at tage sig sammen til at træne og til at yde det optimale, mens man er i centret.
Om søndagen er vi derimod fulde af krudt. Vi får sovet ud, har ladet batterierne op og har typisk klaret mange af forpligtelserne om lørdagen, både de huslige og de sociale. Søndag skal bare nydes – i centret! For når du er frisk, får du det bedste ud af din træning. Du træner med bedre teknik, du giver dig mere, og du restituerer bedre og hurtigere. Det lidt ligesom at cykle på en nysmurt cykel – meget mere effektivt.
… men hvad hvis jeg har tømmermænd?
Nogle gange er du IKKE så frisk på søndage, siger du? Nogle gange er du mere end almindeligt træt i hovedet, måske fordi musikken spillede så højt, måske fordi du fik en enkelt Breezer for meget? Lad det nu ligge; hvis det er tilfældet, må du hellere sove videre.
Ligesom du ikke skal køre bil med tømmermænd, skal du ikke betjene håndvægte og træningsmaskiner med sprutrester i blodet. Kan du overskue det, så kom et smut i centret hen ad eftermiddagen. Bare for at gøre bod for lørdagens udskejelser. Du får det meget bedre med dig selv bagefter.
Og søndag har du tid
De fleste af os brokker os over at have for lidt tid. Vi har så travlt, så travlt. Så travlt at vi ikke når til træning så tit som vi gerne ville. De fleste af os har dog, hvis ikke god tid, så i hvert fald bedre tid, om søndagen. Tid til at slappe af, tid til at hænge ud – og tid til at træne.
Måske kan du bruge lidt mindre tid på caféturen. Måske behøver Søndagsavisen ikke have din udelte opmærksomhed i to timer. Måske kan du aftale at mødes med vennerne i centret frem for i byen?
… så tag hele familien med i centret
Selv om vi har tid om søndagen, vil vi måske hellere bruge den sammen med familien end på en svedetur i centret. I eftersommeren 2011 har flere fitness dk centre derfor indført ”Familietid” i weekenden. Her træner børn og voksne sammen en halv time i trygge og sjove rammer, hvorefter man går hver til sit. De voksne træner videre på egen hånd, mens børnene leger videre i salen med en professionel instruktør . Prisen for en børnebillet inkl. et stk. frugt er 20 kr. Familietid tilbydes i øjeblikket på Nygårdsvej i København, i Køge (Den Hvide By) og i Svendborg.