Efter 2 år er alle slankekure virkningsløse – heldigvis findes der en bedre vej til vægttab som varer.

Vi har sagt det før: Slankekure virker ikke. Derfor vil du ikke få anbefalinger af slankekure i fitness dk – hverken South Beach, Atkins, grapefrugt- eller kartoffelkure står på vores dagsorden. Det betyder dog ikke at det er umuligt at tabe sig – og at holde vægten, år efter år. Med en kombination af træning og fornuftig kostomlægning, kan de fleste nå en sund og holdbar vægt. Langt de fleste.

Hvordan skal du spise, hvis du gerne vil smide nogle kilo? En hurtig kur virker fristende, men den holder ikke i længden. Her er 10 tips til hvordan du kan ændre dine kostvaner, så du stille og roligt kan komme ned på din ønske vægt. Ikke i morgen, men hurtigere end du tror.

1. Spis morgenmad. En god dag starter med god mad. Fx et magert mælkeprodukt med müsli. Det er nemt, hurtigt og velsmagende, og det giver dig ikke blot en bedre dag, det er også afgørende for dit vægttab.

2. Spis farver. En tommelfingerregel er at jo stærkere naturlig farve des flere næringsstoffer. Næringsstoffer er vitaminer og mineraler, som kroppen skal bruge for at fungere optimalt. Spiser du mange naturligt farvede fødevarer – især frugt og grønt, men også grove kornprodukter og bælgfrugter – er du sikker på at få de næringsstoffer, kroppen har brug for. Og du taber dig.

3. Spis grønne grøntsager. Grønt er godt, men grønt grønt er særlig godt. Det har vist sig at de grønne grøntsager indeholder store mængder af især antioxidanter, som medvirker til et sundt vægttab. Det gælder fx broccoli, spinat, bønner, ærter, mørkegrønne salater – og avocado.

4. Spis proteiner. Det er afgørende, når man skal tabe sig, at opnå størst mulig mæthed med færrest muligt kalorier. Og det giver proteiner. Kylling, fisk, æg, linser, bønner, ost og mælkeprodukter. De mætter og hører hjemme i ethvert måltid. Vidste du i øvrigt, at havregryn er en rigtig god proteinkilde – f.eks. til morgenmaden?

5. Drop de søde sager. Den hurtigste måde at tabe sig på er nok at springe vingummierne, lakridserne og tivolistængerne over. Der er intet godt i slik eller kager, bortset fra en meget kortvarig nydelse. Beslut dig for kun at spise slik om fredagen, og du vil hurtigt mærke fedtet fordampe. Du vil også opdage at du ikke savner det.

6. Drik vand, kaffe og te. Drikkevarer er én af de største kilder til ”skjulte” kalorier. En sodavand, et glas saft – eller et glas mælk – er fuld af kalorier, men mætter stort set ikke. Derfor spiser du det samme, som hvis du drak vand til maden. Du får bare langt flere kalorier. Vand, kaffe og te indeholder ingen kalorier og har gavnlig virkning på stofskiftet.

7. Snup en håndfuld nødder til mellemmåltid. Det er helt ok med et mellemmåltid. Det er faktisk en rigtig god idé. Et mellemmåltid beskytter mod store fald i blodsukkeret og betyder at du aldrig bliver hundesulten og risikerer at overspise til hovedmåltiderne. Nødder er perfekt i et mellemmåltid – f.eks. sammen med frugt eller et stykke groft brød med pålæg. De smager godt og er fulde af gode næringsstoffer.

8. Tænk en ekstra gang inden du åbner en øl. En enkelt øl efter fyraften, et glas vin til aftensmaden – det er da livskvalitet! Det vil vi ikke benægte, men det er også temmelig mange kalorier. <link til Chris’s blogindlæg> Går du fra at drikke et enkelt glas til hverdag, til kun at drikke lørdag aften, ryger der hurtigt et par kilo af - og det er også livskvalitet.

9. Glem alt om light. ”Light” madprodukter er vor tids afladsbreve. Idéen virker oplagt: spis og drik alt det der feder – uden at få kalorierne med i købet. I virkeligheden duer det bare ikke. Faktisk viser det sig, at dem der spiser ”let”, bliver tunge! Så det er bedre at drikke en rigtig cola en gang i mellem end at snyde sig selv med light-produkter ofte.

10. Lav kun om på én ting ad gangen.
Ti tips, ti ting du kan gå i gang med her og nu – for nu skal der bare ske noget. Men vil du have succes, må du tage den lidt med ro. Vælg én ting fra listen og start med den. Næste uge vælger du én mere, og sådan fortsætter du. Efter 9 uger er du godt på vej til en ny, slankere livsstil. Uden afsavn. 

Læs også artiklen: Derfor virker slankekure ikke