Hvis du er på jagt efter den træningsform, som forbrænder flest mulig kalorier, er spinning et rigtig godt bud. Nok sveder vi ikke fedt, men der er alligevel en sammenhæng mellem, hvor meget der bliver svedt på et spinninghold, og hvor mange kalorier der ryger. Spinning er nemlig velegnet til at få dig til yde det maksimale.
Blodtrykket gjorde udslaget
Et godt eksempel på, hvor godt spinning virker, er Yong Bautista, som har været medlem af fitness dk siden 2007. Yong løbetrænede og dyrkede taekwondo, men var alligevel blevet lidt for polstret. Resultatet var at lægen en dag måtte konstatere at hans blodtryk var blevet alt for højt. Der skulle ske noget.
“Jeg startede med spinning en uge efter, jeg fik konstateret for højt blodtryk. Jeg begyndte med Spinning Basis to gange om ugen og skalerede så stille og roligt op til 3-4 gange om ugen,” fortæller Yong.
”Efter 7 måneder havde jeg tabt 10 kg og fik mit blodtryk på normal. Selvfølgelig blev kosten også lagt gevaldigt om derhjemme, ellers havde jeg ikke kunnet gøre det. Det er ikke nok kun med spinning. Men altså, jo mere man træner og kan se resultater, jo mere får man mod på at træne og leve en sundere livsstil,” slutter Yong som varmt anbefaler spinning som træningsform til alle.
Derfor virker spinning
På et typisk spinninghold yder du tæt på dit maksimum. Målinger viser, at du i gennemsnit forbrænder 700 kcal på 1 times spinning. Det er op mod 50% ekstra kalorier den dag, du træner. Det kan mærkes.
Kunsten er selvfølgelig at lade være med spise 50% ekstra samtidig. Derfor er det vigtigt at være bevidst om ikke at bruge spinningen som en undskyldning for at spise løs. For så er du lige vidt.
Kan du bare justere dine kostvaner en smule, vil du opleve markante og varige vægttab med spinning 3-4 gange om ugen. Samtidig styrker og strammer du lår og baller og øger styrken i ryg og mavemuskler. Supplerer du med nogle gode gåture og styrketræning for de største muskelgrupper er du med ekspresfart på vej mod en slankere, sundere, stærkere krop.