Stort interview med Sigrid Linnea Sørensen, konceptudvikler i fitness dk.
Holdfitness er inde i en rivende udvikling. For 5 år siden fik vi Pilates og Qigong. Nu kommer Zumba, Strip og Kettlebells – bare nogle af de nye holdtrænings-former, som er væltet frem den seneste tid. Vi har spurgt konceptudvikler i fitness dk, Sigrid Linnea Sørensen, om, hvor holdtræningen er på vej hen.
Hvad er tendenserne inden for fitnesstræning på hold lige nu?
"Den mest overordnede trend lige nu er det man kalder funktionel træning. Funktionel træning er træning hvor man har fokus på hvordan kroppen naturligt fungerer og indretter træningen derefter. Modsætningen er den mere ensidige træning med forcerede bevægelser, som har domineret fx inden for traditionel styrketræning.
En anden trend er de mange mere rolige og ”flow-orienterede” hold som yoga, pilates og BODYFLOW. De giver mere plads til fordybelse samtidig med at de faktisk er utrolig effektiv træning. Især hvis man kombinerer dem med andre hold."
Hvad sker der på holdfronten i fitness dk?
"I fitness dk har vi en række hold som er bygget op om funktionel træning. Det gælder fx kettlebells-holdene og boldtræningen. Det, man lærer her, kan med fordel overføres og bruges i den individuelle træning også. Men den funktionelle træning bliver også i stigende grad inkorporeret i eksisterende hold, i takt med at instruktørerne bliver uddannet i det.
Omvendt kan man nok sige, at ”gammeldags aerobic” er i tilbagegang. I stedet har vi fået en række endnu mere danseprægede hold, som fx Zumba, BODYJAM og Strip Fitness, hvor der mere mulighed for at udtrykke sig selv. Samtidig er det blevet vigtigere, at alle skal kunne være med. Aerobics kan være ret svært – man skal i hvert fald kende trinnene. På vores Les Mills hold fx kan alle være med.
Det kan måske også ses som udtryk for et stigende behov for fleksibilitet og hurtigere resultater. Medlemmerne har sværere ved at følge det samme hold i lang tid for at lære en indviklet koreografi. Så det skal være muligt at komme og gå, som det passer i dagligdagen, og alligevel se og mærke resultaterne.
Endelig er det værd at bemærke vores mange seniorhold, som især finder sted om formiddagen. Det er effektiv træning, men der er også fokus på fællesskabet – endnu mere end på vores øvrige hold."
Hvad kan du anbefale medlemmerne i forhold til holdtræning?
"Først og fremmest at man bruger holdtræningen. Gerne som supplement til den individuelle træning. Og så vil jeg gerne slå et slag for at man prøver flere forskellige hold. Det giver meget bedre resultater fx at træne både PUMP og spinning, end udelukkende at gå til spinning. Det er også godt for motivationen at variere sig træningen.
Er det muligt kan det også være en god idé at benytte flere forskellige centre. Det giver stor fleksibilitet, både i timing og indhold.
Der har været noget snak om overbookede hold. Desværre vil der altid være spidsbelastninger i perioder – fx i januar, men vi arbejder selvfølgelig løbende på at tilpasse udbuddet til efterspørgslen. Overbooking rammer næsten altid nogle ganske få hold. Så min sidste anbefaling skal være at man bruger en evt. overbooking som en god lejlighed til at prøve et andet hold end man er vant til. Der er rigtig mange muligheder, og der er ingen grund til at kede sig eller lade være med at træne."