Træt af cykling? Trænger du til afveksling fra bænkpres? Eller måske et nyt hold? Så er der en hel verden af inspiration omkring dig – en verden hvor træning er noget man dyrker eksempelvis svævende eller på stiletter.

Vi tager her pulsen på de fitnesstrends der lige nu hitter rundt om i verden – både de gode, de skæve og de virkelig skøre. Se hvad de hotteste træningstendenser går ud på, hvorfor de bliver hypet – og om du kan regne med at se dem i fitness dk...


Holistisk Hula Hop - Hoopnotica
www.hoopnotica.com

Hula hop ringe er ikke noget nyt – men Los Angeles-trenden ”Hoopnotica” hævder at være meget mere end bare hula - det er en holistisk fitness oplevelse: "Hoopnotica er en tilstand af ren væren, at lære din krop at kontrollere ringen mens den drejer om din krop; ved at lære disse bevægelser, skaber du dig et helt unikt rum i verden", lover opfinderne. Det lyder jo fornemt, men det ligner nu stadig hula hop som vi kendte det i 80'erne – bortset fra at et komplet startsæt med ringe og DVD nu koster 200$!

Fitness-faktor: 60%
Hula-ringe er slet ikke dårlig motion: Det er sjovt, det får pulsen i vejret, og hvis man bruger ringe med forskellig vægt og størrelse, aktiverer man mange af musklerne i kroppens kerne.  

Hype-faktor: 90%
Beyoncé, Michele Obama og Marisa Tomei sværger til hula. Og efter et videoklip som det her må vi nok op på en topkarakter.

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 20%
100% til hula hop-ringene – for dem har vi allerede i de fleste centre. Vi vælger at se det som et redskab, der specielt er godt til at styrke kropskernen. Men at se det som et redskab til 'at skabe et unikt rum i verden' – det kommer vi nok ikke til, derfor kun 20%.


Baller som en ballerina – Ballet Beautiful
www.balletbeautiful.com

'En krop som en balletdansers, men uden at skulle lære balletteknik'. Det er konceptet for Ballet Beautiful, det seneste i en bølge af balletinspirerede hold (som fx The Bar Method), hvor træningen fokuserer på holdning, smidighed og en stærk kerne.

Fitness-faktor: 60%
Balletinspirerede bevægelser er god og effektiv træning, men mange af programmerne spiller på 'punkttræningsmyten' - fx en ren balle- eller arm-workout – og det er vi ikke så begejstrede for.

Hype-faktor: 75%
Selveste Natalie Portman brugte efter sigende Ballet Beautiful-programmet til at komme i form til Oscar-vinderen Black Swan. Det bliver malket til sidste dråbe af folkene bag, der blandt andet tilbyder en "Swan Arms"-DVD. Ekstra hype-point får balletprogrammet fordi man kan deltage i live holdundervisning via Skype (for 40$ pr. holdtime).

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 35%
Vi er ikke bange for at eksperimentere med nye seriøse dansehold, så hvem ved om der dukker balletbevægelser op på programmet. Og så kan man jo aldrig vide, om du en dag ser nogen stå i fitness dk med telefonen fremme, midt i en Skype-ballettime. Indtil da kan du få mange af de samme træningsresultater ved at deltage på BODYFLOW.


Anti-tarmluft-yoga - pavana mukta asana
www.theyogatutor.com/pavana-muktasana

Pavana mukta er sanskrit for 'luft-udløsning' - og pavana muktasana er simpelthen en serie bevægelser i asana yoga der forløser luft i fordøjelsessystemet. Øvelserne er primært gulvøvelser der foregår på ryggen, med træk af knæene op mod brystet, og forløsningen foregår – som den slags nu foregår.

Fitness-faktor: 30%
Usund mad, stresset livsstil og dårlig kernetræning gør, at mange har bøvl med fordøjelsessystemet. Hvis et par yogastillinger kan afhjælpe det problem, er det nok umagen værd.

Hype-faktor: 20%
Som yogastilling er det ikke nyt – men pavana muktasana øvelser har efter sigende et solidt boom på særlige "senior-yogahold". Vi føler os dog nødsaget til at trække en del hype-point fra, når vi forestiller os processen som del af holdundervisning i et aflukket yogalokale...

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 0%
Nej. Bare... nej.


Stærk i stiletter – Stiletto Strength
www.getfitwithkathyhenkel.com/stilettostrengthclasses.html

Det måtte jo komme – efter poledancing og Strip Fitness er de første ”Stiletfitness”-hold dukket op. Stiletto Strength er en intens lægmuskel- og balleworkout - udført i stiletter. Træningen er en blanding af pilates og danseundervisning på stilethæle – og jo, det er også for mænd - se bare instruktøren her.

Fitness-faktor: 50%
Pilates er fin træning, og stiletterne sætter naturligt belastningen op for lægmuskeløvelserne. Til gengæld går det udover tempoet i rutinen, så pulsen er næppe helt i top. Og så foretrækker vi altså en mere alsidig og afbalanceret træning.

Hype-faktor: 70%
Det er jo praktisk at kunne træne uden at klæde om, så Stiletto Strength er et hit hos Los Angeles' stiletekvilibrister som Victoria Beckham, Paris Hilton og Sharon Stone.

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 10%
Godt for lårene, men dårligt for gulvene i træningslokalet. Og mon ikke der kommer en del forvredne ankler og ødelagte akillessener? Vi er godt nok begejstrede for dansehold, men her melder vi pas indtil videre.


Akrobater i hængekøje: Antigravity–Yoga 
www.antigravityyoga.com

Dyrk yoga mens du hænger i et lagen – det er idéen bag antityngdekraftsyoga, hvor et lagen, fastgjort til loftet, fungerer som en slags gynge eller trapez. Til dig der elsker yoga, men altid har tænkt: "Gid jeg dog kunne gøre det her med hovedet nedad".

Fitness-faktor: 40%
Selve træningen er i høj kvalitet – men det er altså noget mere kompliceret at lære end de fleste yogaformer, og indtil du er 100% hjemmevant i 'gyngen', kan du ikke koncentrere dig om at holde god form i yogastillingerne. Uden god form er træningen ikke meget værd, så vi er mest til at dyrke yoga og gynger hver for sig.

Hype-faktor: 40%
Det ser flot ud, når P!NK bliver løftet [http://www.youtube.com/watch?v=oXLvRa9--Uw&feature=player_detailpage#t=150s] fra scenen i en AntiGravity®-stofble. Eller når Cirque du Soleil laver cirkuskunst [http://www.youtube.com/watch?v=j5ek52BJK5Y], dér højt oppe under teltdugen. Men den første tanke man får, er altså ikke "det vil jeg gå til i træningscenteret".

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 3%
Det er helt sikkert sjovt når man har lært det – men det ligner også en alvorlig nakkeskade der bare venter på at indtræffe.


Når træningstøjet er seletøj – TRX suspension training
www.trxtraining.com

TRX suspension trainer er helt enkelt en form for sele, der giver mulighed for at udføre en lang række kropsvægtsøvelser. Den er nem at have med overalt, og giver god funktionel træning der tilfører dine styrketræningsøvelser et stærkt element af stabilitets- og balanceøvelse.

Fitness-faktor: 80%
TRX-selen kræver lidt instruktion – men når du ved hvilke øvelser du skal lave, og hvordan du udfører dem med god form, så er det et virkelig godt og fleksibelt redskab. Se fx i klippet her hvordan du kan sætte en hel træningsrutine sammen.

Hype-faktor: 90%
Blandt TRX-udstyrets berømte brugere er Giselle Bündchen og Jennifer Lopez. Behøver vi sige mere?

Sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 100%
Det er lidt snyd, for TRX-selen findes faktisk allerede i et par centre. Prøv den hvis du ser den – et godt supplement til din øvrige styrketræning. Bl.a. Busgaden i Århus vil snart have TRX på prøve. Bor du i København, så kig forbi Nygårdsvej eller Nørrebro, hvor vi i øjeblikket tester et par lignende systemer.



Og så de helt skæve...

Mange fitness dk hold bidrager til en stærk bækkenbund – men der er nok ingen der giver det så meget fokus som Kama Aerobics; opfinderen kalder det en form for "aerobics for kroppens seksuelle kerne", men det ligner mest en blanding af mavedans, strip og én stor fælles knibeøvelse. Målet er at 'udskifte din sult efter mad, med et begær efter kærlighed, liv og lyst'. Lidt for grænseoverskridende til vores holdlokaler, tror vi nok.

Dog ikke så grænseoverskridende som skuespiller Nicholas Cages nye passion, Naked Yoga. Det er... hvad du tror det er. Yoga. Uden tøj på. Vi foretrækker at holde vores asana lidt mere for os selv, og kan komme i tanker om adskillige stillinger, vi nødigt ser uden tøj på til holdundervisning.

Og endelig, apropos ting vi nødigt ser til holdundervisning, så er Doga åbenbart det nye sort: Yoga for hunde - og deres ejere. Ikke nok med at det er besværligt og uhygiejnisk i centeret – det ligner også ret useriøs træning for de menneskelige deltagere.

Samlet sandsynlighed for at du kommer til at se det hos fitness dk: 0%
Du kan være helt rolig – ingen nøgne knibeøvelser på programmet det kommende år, og ingen hunde i færd med at lave 'hunden'.

Læs til gengæld her, hvad fitness dk har på programmet i efteråret