For nylig lancerede fitness dk værktøjet ”Træningsmakker”. Her kan du booke hold både for både dig selv og for dem, du ønsker at træne sammen med eller lave aftaler til almindelig styrketræning. I den forbindelse har vi talt med Wendy Wiese, der har brugt ”Træningsmakker” siden lanceringen.
Nåede aldrig at booke hold
Wendy er 31 år og arbejder på et reklamebureau i København. ”Jeg har generelt nogle hektiske hverdage, hvor arbejde og aftaler fylder meget. Derfor var det svært for mig at nå at booke hold, før de var overtegnede”, fortæller Wendy.
”Tidligere havde jeg faktisk arrangeret, at en af mine veninder loggede på med mit navn og min personlige kode. Og så bookede hun tider for os begge, så vi kunne træne sammen. I dag er det blevet meget lettere med ”Træningsmakker”! Min veninde booker ganske enkelt for os i ét hug, og vupti, så popper der en mail op hos mig om, at der er booket en tid til mig. Det hele bliver serveret! Eller altså... jeg skal selvfølgelig selv gøre arbejdet nede i centeret”, siger Wendy og griner.
Langt mere hyggeligt at træne
Når Wendy logger sig ind på www.fitnessdk.dk, kan hun straks se listen over de træningsmakkere, hun har oprettet. ”Det er dog altid mine veninder, der booker for mig. Det ville jo være super ærgerligt, hvis en af veninderne skulle misse et hold eller træne alene, bare fordi jeg er for glemsom og travl til at booke i tide. Derudover er det en fed mulighed til også at få set hinanden! Det er langt mere hyggeligt at træne sammen. Vi sludrer og får i det hele taget set hinanden oftere, end vi ellers ville have gjort”.
”Jeg betragter helt klart vores træningsaftaler som en slags veninde-date. Og sådan nogle aflyser man jo ikke, bare fordi dynen, sofaen eller kæresten kalder”, siger Wendy med et smil. ”Vi kan også hjælpe med at holde hinanden i ørerne, så man ikke pludselig står og dovner, bare fordi man er blevet lidt træt”.
Overvejer ny træningsmakker til boksning
Wendy overvejer at benytte sig af Træningsmakker-annoncer. Hun vil nemlig gerne finde en at bokse med. ”Jeg har prøvet motionsboksning en enkelt gang, men da blev jeg teamet op med en fyr, fordi vi var ulige antal piger til stede. Han var meget stærkere end jeg, så det var lidt for uligevægtigt – for os begge. Mine veninder er ikke lige til boksning, så jeg tænker på at oprette en annonce og finde en jævnaldrende pige, der også kommer i mit center, og som gerne vil prøve at bokse med mig. Hvem ved... det kan jo være, at man endda finder sig en ny veninde”, afslutter Wendy Wiese, før hun smutter i bad efter en hård Puls & Styrke time – som hendes veninde har booket for hende.
Sådan kommer du i gang med det samme!
Med en træningsmakker er du i godt selskab, din motivation bliver større, og din træning bliver mere effektiv. Du får ganske enkelt mere ud af dit medlemskab.
Det er nemt at komme i gang med ”Træningsmakker”:
- Log ind på www.fitnessdk.dk med dit medlemsnummer og din kode
- Opret de af dine venner, som du ønsker at træne sammen med
- Eller opret eller svar på en annonce og find nye træningsmakkere i dit lokale center
Gå til ”Træningsmakker” på ”Mit fitness dk”