Hvilken træning giver bedre sex?

Hvis dit hjerte banker så højt at alle må kunne høre det, dine håndflader er drivvåde af sved og du er så rød i hovedet, at du føler hele verden stirrer på dig, så er du nok enten forelsket eller midt i en omgang hård træning.

22/06/2017

Forelskelse, kærlighed og sex har meget til fælles med træning. Læs her hvordan træning kan gøre dit sexliv bedre – og hvad forelskelse gør ved din træning.

 

Hvordan træning hjælper dit sexliv

Stearinlys, rosenblade og Barry White er ikke den eneste vej når det handler om forspil til god sex. Det vidste du nok godt – men vidste du også, at fysisk træning meget vel kan være den perfekte kærlighedseliksir?

Træning påvirker mange af de psykologiske faktorer, der betinger vores erotiske sans, lyst og evne. Undersøgelser viser, at mennesker der træner regelmæssigt, har en mere positiv opfattelse af deres egen krop, er mere selvsikre når det handler om fysisk udfoldelse, og vurderer sig selv som mere charmerende og seksuelt attraktive.

Vi føler simpelthen, vi er ekstra lækre, når vi træner – og det er ikke kun interessant af akademiske grunde, men også af meget sanselige årsager: vi er simpelthen mere åbne for sensuel nydelse, når vi føler, at vi er kompetente elskere. Det er ikke så mærkeligt: Når vi føler at vi er dygtige til noget, er vi mere tilbøjelige til at give slip og nyde det, uanset om det drejer sig om BODYCOMBAT, bænkpres eller sex.

Værket der driver lysten

Der er mange fællestræk mellem de fleste træningsformer og sex. Begge er en kombination af fysisk og mental udfoldelse, der involverer både kropslig forståelse, muskelstyrke og koordination og begge kræver udholdenhed og kondition. Det betyder, at mange af de resultater du opnår i din træning, har direkte, positiv indflydelse på dit sexliv. F.eks. vil god træning resultere i forbedret blodomløb og højere testosteronniveau - begge dele noget der bidrager til både lysten og evnen til et sundt sexliv.

Mænd der konditionstræner regelmæssigt har ca. 30 % mindre risiko for impotens end mænd der ikke træner, og træning forebygger desuden mange livsstilssygdomme som kan påvirke den seksuelle formåen. F.eks. er der studier der viser, at halvdelen af mandlige diabetespatienter og 44 % af mænd med forhøjet blodtryk har oplevet jævnlige potensproblemer. Det i sig selv bør nok motivere til 10 minutter mere på romaskinen.

Men også for kvinders seksualitet kan træning have mange positive 'bivirkninger': mere energi, større styrke og udholdenhed, bedre selvværd og humør, og mindre stress – det øger alt sammen nydelsen ved sex og forbedrer mulighederne for at opnå orgasme.

Og både mænd og kvinders sexliv har gavn af de hormonelle effekter af træning; en god træningsrutine, dvs. en livsstil der både indeholder regelmæssig træning, sund kost, og rigelig hvile og søvn, vil naturligt føre til en stigning i produktionen af testosteron. Det kaldes godt nok for et “mandligt kønshormon”, men det produceres helt naturligt i både mænd og kvinder. Testosteron kan ikke bare hjælpe til at øge din muskelmasse, reducere dit kropsfedt og bremse nogle af kroppens aldringsprocesser – det er også med til at påvirke din sexlyst positivt, både for mænd og kvinder.

Hvilken træning er bedst i sengen?

Hvilke øvelser skal du så lave, hvis du vil styrke dit sexliv? Alle former for konditionstræning kan forbedre din blodforsyning og din udholdenhed. For at få gang i testosteronproduktionen, kan du prøve styrketræningsøvelser med så høj belastning, at du kun tager ca. 10 gentagelser i et sæt.

Øvelser der aktiverer store muskelgrupper kan anbefales, og det gør bestemt ikke noget, hvis man samtidig træner de muskler man bruger mest under sex, f.eks. hoftebøjer, balder og overkrop. Til det kan du lave dødløft, squats, armstrækninger og bænkpres. Endelig er forbedret smidighed og kropskontrol måske det der skal til? Så er det oplagt at prøve et yogahold.

Som med al træning skal du naturligvis passe på ikke at overdrive – mere er ikke pr. automatik bedre, og faktisk falder f.eks. testosteronproduktionen ved voldsom overtræning.

Hvordan kærlighed hjælper på din træning

En sund krop hjælper altså dit kærlighedsliv – men der er også masser af positive effekter den anden vej. Forelskelse, kærlighed og sex gør nemlig meget godt for dit helbred og din træning. Når vi forelsker os, foregår der en strøm af komplicerede aktiviteter i mindst 12 forskellige områder af hjernen, og der udløses en stribe stoffer som f.eks. dopamin, adrenalin og noradrenalin; resultatet er ikke kun lykkefølelse, men også hjertebanken, fugtige håndflader og røde kinder. Det lyder jo som en god gang træning – og det er faktisk nogle af de samme mekanismer. Resultatet er en følelse af energi og vitalitet, som er meget motiverende – også for din træning. Men effekten stopper ikke der.

Lille spejl på væggen dér

Træning giver dig et mere positivt syn på dig selv, men det gør forelskelse også. Det er ikke kun noget vi bilder os ind – faktisk er det ren biokemi. Og praktisk nok er det kun den romantiske kærlighed, der har den effekt. Mens f.eks. mor-barn-kærlighed primært foregår et helt andet sted i hjernen (i den "periakveduktale grå substans"), så viser MRI-scanninger at begær, forelskelse og det der ligner, udløser vild aktivitet helt andre steder: i hjernens belønningscenter, hvor der udløses dopamin (det stof der får os til at sige "ja tak, mere af det!"), og i isselappen – det sted hvor vores synsindtryk bliver fortolket.

Så hvis vi er forelskede og ser os selv i spejlet, fortæller vores hjerne os simpelthen at vi ser (endnu) mere dejlige ud end vi gør. Derfor vil du også opleve din træning som mere effektiv. Dét er da motiverende.

Ej blot til lyst

Hvis forelskelsen faktisk ender i et forhold, kan det have store positive konsekvenser for din krop. Vi har et naturligt behov for ømhed, intimitet og kropskontakt, og får vi det opfyldt, falder vores stressniveau, vi sover bedre – og restituerer mere effektivt.

Bliver det til mere end en kort flirt, så er der flere sundhedsgevinster at hente. Mennesker der har regelmæssig sex 1-2 gange om ugen, har højere forekomster af stoffet immunoglobulin A, en del af immunforsvaret der især beskytter mod at mikroorganismer trænger gennem vores slimhinder. Stoffet findes bl.a. i modermælk, og hvis man har et højt niveau, bliver man ikke så ofte ramt af småforkølelser, influenza og den slags. Som en positiv sideeffekt betyder det selvfølgelig også færre missede træningsdage.

Nu kalder vi måske ikke ligefrem sex en træningsform, men det træner alligevel din krop. I rent energiforbrug vil 3 gange om ugen i et år svare til sådan ca. 1,5-2kg fedt – det lyder måske ikke af meget, men det var nok heller ikke det primære formål. Og 2 kg fedt mindre det er da værd at tage med, ikke? Og så er der altså andre fordele: F.eks. stiger produktionen af hormonet oxytocin umiddelbart før en orgasme til 5 gange det normale niveau. Det påvirker ikke bare kroppen til at frigive endorfiner (der lindrer smerter og gør os glade), men styrker også immunforsvaret mod infektioner, medvirker til sårheling, og fremmer genopbygning af skadede celler.

God sommer - nyd den.