7 tips: Sådan kommer du af sted til træning

Det er mærkeligt, at de ting der gør os bedst og gladest, ofte er de ting der er sværest at få taget sig sammen til. Broccoli er et glimrende eksempel. Eller selleri. Det er ikke fordi, du ikke kan lide det. Men nogen har fortalt dig, at du skal spise det og sagt, at det er sundt - og så er det bare meget sjovere at lade være. Og selvom motion er det bedste du kan gøre for både kroppen og humøret, så er det bare så fristende at smide sig i sofaen...

01/11/2017

Men du skal til træning. For det er jo det du vil, inderst inde. Her har du 7 tips, der skal få dig op af sofaen og holde motivationen høj.

1. Find dit tidspunkt – og respektér det

Hvornår har du mest energi? Vi har alle en biologisk "bedste sendetid" hvor lysten og energiniveauet er højere end ellers. Det kan godt være det ville være praktisk for dig at træne tidligt om morgenen – men hvis du altid er træt og uoplagt om morgenen, så vil det altid være en kamp at komme afsted.

Og til sidst vil du måske endda føle at det er træningens skyld at du er træt - mens problemet i virkeligheden er, at du måske burde træne på vej hjem fra arbejde i stedet. Lad din krop bestemme, ikke din kalender.

2. Sæt dig realistiske mål

Den første og største fejl mange begår er at sætte sig komplet umulige mål. Du kan ikke tabe 13,5 kilo på 5 dage, og det tager lange tider at få Channing Tatums krop. Hvis det er din målestok, vil det i starten se ud som om der ingenting sker – og så er det nemt at give op. Hvis du i stedet sætter dig realistiske mål, der mere handler om din præstationsevne og i mindre grad til dit udseende, vil du opdage, at der lynhurtigt sker forandringer – og før eller siden vil triceps svulme og taljen skrumpe.

Motivation er i høj grad et produkt af følelsen af succes. Med realistiske mål oplever du, hvordan træningen bliver et projekt du lykkes med hver dag.

3. Følg dine fremskridt

Det er en rigtig god idé at få visualiseret dine fremskridt. Gør det så tydeligt for dig selv som muligt, at det virker at træne. Når du starter i centret kan du fx lave et skema, hvor du skriver dine præstationer ned. Hvor langt du løb, og med hvilken hastighed. Hvad var din puls? Hvor mange kilo løftede du? Hvor længe kunne du blive ved? Skriver du alle de oplysninger ned hver gang du har været af sted, vil du bogstaveligt talt kunne se fremskridtene.

4. Gør det svært for dig selv at lade være

Hvis du en dag er ekstra ugidelig, så sig til dig selv, at du først må tage beslutningen om du vil træne, når du er hoppet i træningstøjet. For bare lige at skifte tøj - det kan man da klare. Og når du sidder der fuldt påklædt til aktivitet, bliver det simpelthen for pinligt at se endnu et afsnit ”Til middag hos…”. Det er selvfølgelig ok at give op og klæde om igen-igen – men som regel vil man opdage at det slet ikke er så uoverskueligt at komme afsted alligevel.

5. Træn sammen med nogen

Lige meget hvor gerne man vil træne, kan det nogle gange være svært kun at være forpligtet til sig selv. Det går ikke udover andre hvis du bliver hjemme – og når nu det føles som om det er det du helst vil, så… Derfor er det mange gange lettere at holde fast i træningen, når man deler den med nogen. Når din kammerat står klar - klædt på til kamp - er det en del sværere at springe fra. Hvis du ikke selv har en træningsentusiast ved hånden, kan du igennem fitness dk få en træningsmakker. Er du flittig Facebookbruger, kan det også være en effektiv hjælp: Hvis du først har lovet, at du er på vej til træning, så forpligter det...

6. Vælg sjov træning

Én ting er den ydre motivation. Motivationen om at tabe sig eller blive større. Om at løbe langt eller løfte tungt. Noget andet er den indre motivation, der kommer når du nyder, hvad du gør. Derfor bør du bruge lidt tid på at finde ud af hvilken sport, der gør dig glad. Hvad vækker det indre legebarn i dig? Hvad giver dig velvære? Det skal være træningen i sig selv, der trækker dig - ikke hadet til din delle.

7. Tal om din træning

Tal med andre om din træning. Både fordi det på en eller anden måde forpligter og fordi det er fedt at have noget at blære sig med (eller ”dele sin succes med andre”, hvis det skal lyde pænt). Når du taler om din træning, aktiverer du den i din bevidsthed, og giver den plads i dine daglige tankemønstre. På den måde bliver træningen mere nærværende for dig og lettere gjort til en vane. Når du fortæller andre om din træning, er det også lidt sværere at springe fra – nu har du jo ligesom lovet at musklerne snart begynder at svulme, så er det måske lidt pinligt, hvis det aldrig sker.